2 fremtrædende socialdemokraterne skriver i dag om partiets planer om at få sat psykiatrien i centrum i det danske samfund:
”Når Socialdemokraterne går til regionsvalg d. 17. november, er vores hovedfokus at arbejde for lige rettigheder for alle danskere til den rette behandling i vores sundhedssystem. Det gælder lige adgang for rige og fattige, unge og gamle o.s.v. Og det gælder ikke mindst for lige adgang til gratis sundhedsydelser – ligegyldigt om det er en fysisk eller psykisk sygdom, borgeren fejler.
I Danmark har vi lagt handlingsplaner for kræft- og hjertepatienter, men psykiatrien har ikke fået samme opmærksomhed. Og dét skal vi have lavet om på. Derfor foreslår vi socialdemokrater, at en grundig udredning af psykiatrien og bindende målsætninger over en årrække skal give et reelt løft til psykiatrien.
De senere år er der sagt mange pæne ord om psykiatriens fremtid. Men nu kan vi ikke vente længere på regeringen – vi må tage skridtet fra gode intentioner til resolut handling. Derfor foreslår vi hos Socialdemokraterne en national handlingsplan for psykiatrien, der skal sikre, at behandling af psykisk syge prioriteres på linje med fysiske sygdomme. En handlingsplan med de rette ressourcer vel at mærke, der kan gøre planerne til virkelighed.
Psykiatriområdet har ligget under for gentagne besparelser under VK-regeringen, og der er ingen tvivl om, at området har brug for både ressourcer og nytænkning.”
Skrevet af S-regionsrådsmedlem Conny Jensen og S-folketingsmedlem Mogens Jensen i Randers Amtsavis d.27. oktober
Kilde: Randers Amtsavis
sof