Formanden for Dansk Industri i både Randers og Norddjurs fortæller i det følgende om, at der under den stigende ledighed i området trods alt ser ud ti, at de fleste hurtigt får nyt arbejde:
”Den dårlige nyhed er, at ledigheden stiger. Den gode nyhed er, at hvis man bliver arbejdsløs i Randers eller Norddjurs, er der endog rigtigt gode muligheder for hurtigt at få et andet job. Hver anden nye ledige i de to kommuner kommer nemlig i arbejde inden for tre måneder. Og fire ud af fem af de personer, som mistede arbejdet i Randers og Norddjurs i efteråret 2008, er i job nu. Dét viser nye DI-beregninger.
Det er utroligt positivt, at langt de fleste, som bliver ramt af arbejdsløshed, kan se frem til at komme rimeligt hurtigt i gang igen.
Dét må siges at være en lille solstråle i en ellers mørk tid. I vores del af landet har vi været særligt hårdt ramt af den økonomiske krise. De mange traditionelle fremstillingsvirksomheder i Randers og Norddjurs har på grund af svigtende ordrer måttet sige et trist farvel til mange gode medarbejdere, og nogle virksomheder har måttet lukke fabriksporten for sidste gang.
I dét lys er det ekstra vigtigt, at kommunerne holder skarpt fokus på de ledige, der endnu ikke har fundet et nyt job efter et lille års ledighed. Kommunerne fik i sommer det fulde ansvar for beskæftigelsesindsatsen, og dét forpligter. Det danske arbejdsmarked er stadig meget dynamisk, og kommunerne skal udnytte det og sørge for, at ingen får lov til at falde igennem og dermed måske for altid miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Uddannelse, aktivering og en generelt hurtig indsats er nogle af de værktøjer, der skal tages i brug for at holde Randers og Norddjurs klar i startblokken, når konjunkturerne igen vender.”
Skrevet af DI-lokalformand Søren Fischer fra Randers i Randers Amtsavis d. 20. oktober
Kilde: Randers Amtsavis
sof