Dansk Folkepartis byrådskandidat Hans Fisker gør i det følgende opmærksom på, at indholdet i de lokale folkeskoler er mindst ligeså vigtigt som placeringen:
”Inden vi bliver helt væk i diskussionen om antal og placeringer af folkeskoler og de penge, der på papiret kan spares ved ændringer af de fysiske rammer, er det efter min mening lige så vigtigt at se på, hvilken undervisning vi tilbyder børn og unge i Norddjurs Kommune.
Folkeskolen skal som udgangspunkt vare for alle – også de børn og unge, der enten har meget svært eller meget let ved at lære. Alle har krav på at lære alt dét, de kan og har evner til uanset niveau. På Glesborg skole eksperimenterer man i dag med samlæsning af 4. og 5. klassetrin, og det har vist sig, at man på dén måde kan få en differentieret undervisning, hvor størstedelen af eleverne kan undervises samlet, og samtidig have ressourcer til at tilgodese de elever, der på den ene eller anden måde skiller sig ud.
Differentieret undervisning er vigtig på alle klassetrin, men især for de ældste elever er det altafgørende, at vi kan tilbyde et solidt fagligt miljø, der kan tilgodese hele spektret. Efter min mening kan det kun ske, hvis vi samler de unge på nogle få overbygningsskoler i kommunen og dermed skaber faglige og sociale super-rammer for de unge. I denne sammenhæng er det ene og alene indhold, der tæller. Den fysiske beliggenhed er helt sekundær.
Dét kan være en model til at sikre, at færrest muligt bliver tabt i ”systemet” og ender i den alenlange liste over unge kontanthjælpsmodtagere uden uddannelse og specifikke planer for livet, og det giver også plads til at dyrke de fagligt stærke elever, der ofte mangler udfordringer i klassen og risikerer at kede sig helt ud af uddannelsessystemet.
I krisetider skal man turde tænke ”ud af boksen”. Vi skal være åbne over for nye måder at drive undervisning på, og vi skal bakke op om de lærere og skoler, der gør en indsats for at indfri målsætningen om, at alle skal lære alt, hvad de kan.”
Skrevet af DF-byrådskandidat Hans Fisker (og fork af red.) i Aarhus Stiftstidende d. 4. oktober
Kilde: Aarhus Stiftstidende
sof