Tak til
 






  
05/05 2023

Skolejubilæet i Glesborg… en hurra-oplevelse – uden hurra

Glesborg Borgerforening hilste skolens og byens gæster velkommen i lørdags med de pyntelige og let blafrende flag i en del af byen. – Og således opmuntret ankom et betragteligt stort antal tidligere elever til skolens 50-års jubilæum.

Og hvilken skole? … Var det mon en nedslidt og forældet institution, der gemte sig bag det gammelkendte indgangsparti? – og hvem kunne man risikere at møde – eller glæde sig over at få et gensyn med efter de mange år? – Lad mig slå fast med det samme:

Vi mødte en flot skole – udbygget og ombygget flere gange gennem tiderne. Vores gamle skole fremstår i dag som en supermoderne folkeskole, velholdt, venlig og imødekommende med de pæneste klasseværelser og hyggelige gange, der forbinder de enkelte afsnit – afbrudt af små torvelignende oaser. Man fornemmer, at der her er taget nænsom hånd om det tidssvarende pædagogiske læringsmiljø, som de velegnede og velholdte bygninger er perfekte rammer omkring.

Der var guidede rundvisninger hele eftermiddagen – og overalt stødte vi på noget nyt: Det gamle fysik-auditorium var afløst af et plant lokale med borde til elevforsøg – de udstoppede fugle fra biologilokalet var forvist til udgangen til den nu meget mindre skolegård (uden det berømte drikkespringvand) – biblioteket i kælderen blev nu brugt til kreative fag – og de omgivende kælderlokaler var inddraget til forskellig slags undervisning – sløjdlokalet var flyttet og fornyet osv.

Men især to ting var stadig helt de samme: Aulaen, skolens praktiske centrum – og gymnastiksalen (som dog havde fået fjernet det meget sommervarme glasparti) med omklædningsrummet. Måske manglede vi lige lugten af sure sokker og træningssveden? – Helt utroligt, at gymnastiksalsområdet havde holdt sig så godt i så mange år; men man har måske slet ikke gymnastik mere?

Der blev snakket og mindet – og for de fleste var gensynsglæden stor – og skolen var en absolut megapositiv overraskelse. Men enkelte følte også trang til at berette om lærere, der udøvede deres pædagogiske kunst med særdeles hårdtslående og håndfaste argumenter – en primitivitet, der oplevedes som traumer. Heldigvis var helhedsindtrykket fra den gangs undervisning positiv og fremadrettet.

Det mest fremherskende emne blandt os gamle elever var den totalt uforståelige politiske melding om nedlæggelse af en så fantastisk skole – en katastrofe for Glesborgs udvikling og skoledistriktet – og ikke mindst for de kommende elever og deres forældre i området. – Man mere end undrede sig over den påbegyndte slagtning af skolen med fjernelse af de ældste klassetrin og den kommende nedlukning, som der er blevet snakket meget om i de seneste par år.

I samme anledning vil man udbygge andre skoler (selv om der er pænt med plads på Glesborg Skole) …ja, det er vist det, man kalder bevidst spild af kommunale skatteresurser – en gammeldags tankegang, man ikke tror muligt i dagens effektive, videnssøgende Danmark. – Forargelsen var til at tage og føle på.


Jubilæumsfesten i Nørre Djurs Hallen
De politiske trusler om skolelukningen hang nok også i luften i den hyggelige idrætshal, hvor vi myldrede frem fra de fleste egne af landet til aftenfesten.
Naturligvis var vi placeret sammen i skoleårgange – og de allerældste i hallens bagerste hjørne. Det lignede en tanke om hine tiders undervisningsformer med skammekroge og andre ”sjove” påfund!
Her stødte så endnu flere af klassekammeraterne til med kram og gensynsglæde over hele kroppen – og ”kan du huske?” og ”hvem er det nu lige du er?” – og ”hvad er der blevet af ham/hende?”
På grund af placeringen var det lidt vanskeligt at se/høre, hvad der foregik på den scene, der var placeret midt i hallen (hvilket jo er naturligt i en idrætshal). Der blev budt velkommen, og nogle skolepiger sang et par omdelte børnesange – og så gik den muntre snak til den enkle 3 retters menu med industrikartofter til, som vi konsumerede sammen med diverse livskabende drikkevarer – primært rødvin i vores hjørne.
Vores snak om skoletiden blev hurtigt afløst af nutidssnak om jobs, venner og familier – og gamle skolekammerater (der ikke havde meldt sig til festen) – og hvad der ellers rører sig i tiden. For de fleste havde livet formet sig ret traditionelt med ægtefælle, hus og børn – andre havde særlige oplevelser at øse af – private overraskelser, mønsterbrydninger, udlandsophold, alsidige arbejdsforhold. Men ingen tvivl om, at vores basisviden fra skoletiden havde været en god ballast for de fleste, måske især i de videre uddannelsesforløb.

Midt i den bedste hyggesnak dæmpedes hallyset og et indført band afbrød til dels snakkerne rundt omkring, hvilket gav os anledning til at få rørt danse-musklerne lidt på det store dansegulv. – Og folk begyndte så småt på deres hjemture.

Det var en enkel fest, uden jubilæumstaler og –sange, som man kender dem fra tilsvarende arrangementer, hvilket må tilskrives lukningstruslerne. – End ikke kommunens borgmester kom på talerstolen for at ønske tillykke!
Men det er helt sikkert, vi alle gik berigede der fra med nye gode oplevelser, vi kan tænke tilbage på. Der blev udvekslet visitkort, telefonnumre og mailadresser – og ”vi mødes på Facebook” – og holder kontakten – og krydser fingre for, at Glesborg Skole alligevel får lov at bestå og udvikle sig i de kommende 50 år.

Tak til skolen for en god og informativ dag og aften – og til borgerforeningens flagende velkomst, lørdag den 26. september 2009.

Mange venlige hilsner
Kurt Bønnerup – skoleårgang 1954
Alhøjvænget 58, 4220 Korsør
www.sangvaerkstedet.dk

Kilde: Kurt Bønnerup

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam