Det følgende er endnu et indlæg i debatten mellem en tidligere kødproducent og flere miljøbevidste debattører (bl.a. Preben Kofod) ang. den danske svineproduktion:
”Som reaktion på mit indlæg i avisen d. 7. september mener Preben Kofod, at jeg vil bilde folk noget ind, når jeg ”formaster” mig til at mene, at dansk landbrug og i særdeleshed svineproduktionen er et væsentligt fundament for vores samfund.
Dét får Preben Kofod til endnu engang at finde sin retorik om, at ”Danmark skulle være verdensberømt for miljøsvineri og dyrplageri”, noget injurierende. Og ønske at ”landbruget i sin nuværende form vil forsvinde”, Preben Kofod skulle gør sig dén umage at besøge en moderne dansk svineproduktion. Jeg formidler gerne et besøg i en besætning hér på egnen. Lad os se lidt på statistikker: Dansk landbrug står for godt 10% af vores indtjening. Og ca. 9% af den privatansatte arbejdsstyrke er tilknyttet landbruget. Dette er 1998-tal. Med den sidste tids fyringer i industri og håndværk er dén procentandel nok højere. Om dét er væsentligt for samfundet, må så den enkelte afgøre.
Men dertil kommer en stor industri, der er beskæftiget med at levere agroteknisk udstyr til det meste af verden (dét glemmes ofte). Hér er et progressivt landbrug i disse industriers bagland væsentligt. Samtidig ville det øge Preben Kofods indsigt at se lidt på svineproduktionen i ”den store verden”. Så ville han vide, at vi kan være stolte af dét stade, vi har nået. Men alt kan forbedres. Også produktionsformerne i Danmark. Dette har der løbende været arbejdet med i generationer.
Jeg husker fra et besøg i Letland på en danskejet og –styret svineproduktion:
Da de første slagtedyr var leveret (i topkvalitet til maksimal afregning), kom slagteriets direktør på besøg i besætningen med lidt smågaver til de ansatte. Dette for at påskønne, som han sagde, at:
”Hér leverer i dyr, der er næsten helt fri for bylder og lignende, og vi håber at få et godt og langt samarbejde fremover.” De svin, slagteriet var vant til at få leveret, var produceret i stalde, der minder om stalde fra for 50 år siden herhjemme.
Nej, Preben Kofod. Det er ikke så ringe et image, vores produktionsformer har. Men det er selvfølgelig kredse, der fordømmer alt, der ikke er som for 50 år siden (måske med undtagelse af den enkeltes behov for luksus, der ønskes ”up to date”).
Når Preben Kofod kommer med påstande om dyrplageri, håber jeg næsten ikke, han tænker på de få, men meget tragiske tilfælde af vanrøgt. Sager, hvor en enlig landmand på sin mindre bedrift er brudt sammen på grund af de krav og økonomiske problemer, der har tårnet sig op. Sådanne episoder vil de større bedrifter med flere ansatte være forskånet for. Her er dyrenes vé og vel netop ikke afhængig af en enkelt person.
Jeg finder selvfølgelig sund skepsis omkring landbrugets udvikling og fremtid positiv. Men lad ikke fordomme og ”ammestuesnak” forplumre en positiv debat!”
Skrevet af Jens Peter Pedersen fra Randers i Randers Amtsavis d. 22. september
Kilde: Randers Amtsavis
sof