En fremtrædende socialdemokrat fortæller hér om sit partis og SF`s oplæg til en ny skattepolitik:
”Socialdemokraterne og SF foreslår nu en omprioritering af skatter og afgifter, som vi har valgt at kalde ”Fair Forandring”. ”Fair”, fordi ændringerne skal være socialt retfærdige og til at overskue af os alle. ”Forandring”, fordi vores velfærdssamfund er hårdt trængt og har brug for nytænkning og en kærlig hånd.
Forandringen skal bestå i, at et nyt flertal vil sikre alle danskere verdens bedste sygehuse, stærke virksomheder, moderne foleksekoler og et sundt miljø. Forslaget indebærer blandt andet: lavere skat på arbejde, at selskabsskatten hæves til niveauet i 2001 og 5000 kroner mere til landets pensionister.
Vi prioriterer forandring, fordi udviklingen de senste mange år er gået den gale vej. De bedst stillede i Danmark har fået historisk store skattelettelser, mens der ikke er rørt en finger for at sikre en retfærdig beskatning af kortsigtet spekualtion og heller for at bremse skattesnyd og skattespekulation. Tilsammen har det resulteret i, at danskere med de højeste indkomster kan nøjes med en lav skattebetaling.
Derfor synes vi hos Socialdemokraterne og SF, at de absolut bedst stillede skal spæde lidt mere i statskassen. Dét vil vi løse ved at sætte ind mod skattesnyd, lægge skat på kortsigtet aktiespekulation og indføre et rimeligt loft over fradragsberettiget pensionsopsparing.
På dén måde kan vi prioritere lavere skat på arbejde og 5000 kroner mere til pensionisterne. Vi mener modsat den siddende regering, at fællesskabet må værdsætte almindelige lønmodtagere – både i deres arbejdsliv og pensionisttilværelse. Det er ikke bankdirektørerne, men almindelige hårdarbejdende danskere, der skal arbejde dansk økonomi ud af krisen.
På baggrund af en fuldt finansieret plan for omprioriteringen vil vi øge beskæftigelsesfradraget med 6000 kr. om året samt give folke- og førtidspensionister et mærkbart løft i pensionstillægget, der vil sikre dem 5000 kr. mere om året før skat. Dét betyder, at alle lønmodtagere får en rimeligt fordelt ekstra gevinst ved at være i beskæftigelse frem for på overførselsindkomst, mens folke- og førtidspensionister får et økonomisk skulderklap – et retfærdigt skridt efter de sidste mange års gavebod for de allerrigeste.”
Skrevet af S-kulturordfører Mogens Jensen i Randers Amtsavis d. 18. september
Kilde: Randers Amtsavis
sof