En mand fra Allingåbro bakker i det følgende op om indlægget fra forleden vedr. planerne om at lukke Stenvad Mosebrugscenter:
”Man har i Randers Amtsavis for nylig kunnet læse et læserbrev fra Verner Mousing. Et indlæg angående Mosebrugscentret, som nu tænkes nedlagt (ja, man får næsten morgenkaffen i den gale hals).
Vi har hér fra Allingåbro besøgt stedet en del gange, og det er absolut ikke overdrevet, når Verner Mousing kalder mosebrugscentret for ”et helt unikt, godt sted”, for dét er det i høj grad.
Vi har nydt det hver gang – det er bare så flot og godt. Og så har det i høj grad lokal interesse netop hér på egnen, ja, for dén sags skyld hele Djursland – også turistmæssigt. Nej, det må ikke lukke.
Lad os skrue tiden tilbage til lige før kommunesammenlægningen! Dengang var vi optimistiske, det var jeg da dengang – eller var jeg naiv?
Jeg troede på udvikling – ikke på afvikling. Der blev udvikling i Grenaa og Auning. Der er sket så meget, og dét har været dyrt. Men for eksempel hér i Allingåbro og andre steder i det åbne land må vi nok erkende, at det er afvikling, der har præget billedet. Dog fik vi asfalt på banestien, og dén er vi rigtig glade for, men vi er ikke glade for, at fysioterapien blev flyttet til Auning og bogbussen stoppede. Vi fik så nyt bibliotek i Auning, og dét i Ørsted udvider for vist nok 4 mio. kr. Men det var et stort tab, da alt dette blev gennemført – ikke mindst for beboerne på Farsøhthus, idet de to ting medførte tab af en del socialt samvær med dem, som kom og lånte bøger, og dem, som kom i forbindelse med fysioterapien.
Nå, nok om dét, men vi ville gerne se noget mere udvikling – og lidt mindre afvikling – herude i landdistrikterne. Vi betaler jo også skat.”
Skrevet af Christian Andreassen fra Allingåbro i Randers Amtsavis d. 17. september
Kilde: Randers Amtsavis
sof