Venstres borgmestre, borgmestrekandidater samt spidskandidaten til regionsrådsvalget har netop afholdt det første møde i den nyligt dannede aktionsgruppe, der skal sætte østjyske interesser på dagsordenen. På mødet nåede deltagerne til enighed om en fælles prioritering i forhold til at styrke infrastrukturen i det østjyske, hvilket kræver en indsats i forhold til en udvidelse af motorvej E45. Aktionsgruppen oplever dagligt, at der sker en tilsanding og der kræves derfor handling her og nu.
På baggrund af mødet tager aktionsgruppen kontakt til trafikminister Lars Barfoed og miljøminister Troels Lund Poulsen med henblik på at indgå i dialog om de nødvendige prioriteringer, udtaler aktionsgruppens medlemmer. Venstre-gruppen vil ligeledes kontakte de trafikpolitiske ordførere på tværs af partier på Christiansborg.
Der er enighed i aktionsgruppen om, at letbaneforbindelsen også udgør en fælles interesse i det østjyske og udgangspunktet er, at få bundet den første etape af letbaneprojektet i Århus sammen med Grenåbanen og Odderbanen, og på længere sigt hægte Favrskov, Skanderborg og Silkeborg på. I aktionsgruppen er der gensidig forståelse for, på længere sigt, at få skabt hurtigtogsforbindelser mellem Århus og København/Hamborg. Gruppen finder det også vigtigt gennem en tilbundsgående analyse at få afklaret, hvorvidt en Kattegatbro er en samfundsmæssig gevinst.
Uddannelse på tværs af kommunegrænser
På mødet i aktionsgruppen blev det ligeledes drøftet, hvordan samarbejdet på tværs af kommunegrænser kan styrkes med henblik på at opnå den nationale målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015. ”Uddannelse stopper ikke ved kommunegrænsen”, udtaler Venstres østjyske aktionsgruppe.
”Vi har en fælles udfordring og forpligtigelse, hvor vi på tværs af kommunegrænser skal se muligheden i et samarbejde om at få flest mulige unge i uddannelse, og det vil vi arbejde målrettet på”, tilføjer aktionsgruppen.
Erhvervspolitik var også på dagsordenen hos aktionsgruppen i dag. ”Østjylland skal være den bedste landsdel at drive virksomhed i, og det kræver, at vi i højere grad udvikler kommunernes forskellige kompetencer. Århus er et vækstlokomotiv, men det forpligter. Det handler om at give plads til de mange forskelligheder som kommunerne besidder”, lyder det fra gruppen. Aktionsgruppen mødes igen i oktober for at arbejde videre på den fælles målsætning.
Med venlig hilsen
Borgmester Anders G. Christensen, Favrskov
Borgmesterkandidat Claus Wistoft, Syddjurs
Spidskandidat Region Midtjylland Anne V. Kristensen, Horsens
Borgmester Niels-Ulrik Bugge, Odder
Borgmesterkandidat Hans Erik Husum, Norddjurs
Borgmesterkandidat Anders Buhl-Christensen, Randers
Borgmester Jens Grønlund, Skanderborg
Borgmesterkandidat Hans Bang-Hansen, Horsens
Borgmesterkandidat Steen Vindum, Silkeborg
Rådmand og borgmesterkandidat Gert Bjerregaard, Århus
Kilde: Merete Arentoft
sof