Kandidaterne fra Det Radikale Venstre er utilfredse med, at kommuneplanen, der i høring lige nu, kun kan læses i sin fulde udtrækning – og kun af borgere med netadgang:
”I et læserbrev udtrykte vi utilfredshed med, at borgerne i Norddjurs Kommune ikke får en reel mulighed for at vurdere den nye kommuneplan, fordi den kun kan læses på nettet. Vi foreslog derfor, at man hurtigst muligt udarbejder en trykt og forkortet udgave af planen på 60-70 sider med de overordnede idéer og visioner – en udgave, der skal være tilgængelig for alle interesserede.
Dette afvises af formanden for Kultur- og Udviklingsudvalget, Lars Møller, med dén begrundelse, at dét vil gøre mere skade end gavn. ”For hvad skal vi vælge ud”, spørger han.
Svaret er enkelt: Man skal vælge det væsentlige ud – alt hvad der er værd at beskæftige sig med i en debat. Borgerne skal vide, hvad kommunalpolitikerne har som mål for kommunen og hvilke midler, de vil bruge for at nå deres mål.
Med eventuel hjælp af en god journalist må det være muligt for kommunens sagsbehandlere at løse denne opgave.
Men måske har kommunens politikere ingen visioner og overordnede planer for kommunens udvikling i fremtiden. Er dét den egentlige begrundelse for, at man ikke vil lade borgerne vide, hvad kommuneplanen går ud på?”
Skrevet af R-byrådskandidaterne Kim Jacobus Poulsen og Jan Rønne fra Norddjurs Kommune i Aarhus Stiftstidende d. 16. august
Kilde: Aarhus Stiftstidende
sof