Jan Petersens Sankt Hans tale tirsdag den 23. juni kl. 19.00 i haverne i Grenaa og kl. 19.30 på Baunehøj.
Af Jan Petersen, socialdemokraternes borgmesterkandidat i Norddjurs Kommune.
Indledning i haverne:
Det er sommer i Danmark. I haven høster vi jordbær og de fleste af jer spiser sikkert også jeres egne kartofler. Over det hele vejer Dannebrog som tegn på, at I er i haven. Billedet af et Danmark med glade og lykkelige mennesker, der dyrker deres jord og har tid til en snak med naboen, finder vi her.
Indledning på Baunehøj.
Det er sommer i Danmark.
Fælles tekst:
I aften fejrer tusinder af danskere at solen er på sit højeste og natten så kort, som den fortjener. Vi er til lys og trives bedst i lys. Derfor bruger vi da også den lyse og varme tid til at dyrke de afgrøder og samle de kræfter, der gør vi kommer igennem den mørke tid.
Og når så mørket langsomt sniger sig ind på vores lyse sommerdøgn, så tænder vi i aften bål, finder sammen, synger og finder måske kærestens eller ægtefælles hånd. Det er også en romantisk aften, når Danmark som folder sig ud i den dejligste sommeraften.
Vi bliver – helt ærlig – lidt varme indeni. Tillader os at glædes over dette dejlige land og at det er vores. Synger med pÃ¥ den sang, som bÃ¥de hylder denne aften og dette land. Denne aften er ikke din eller min. Denne aften er vores!!!!
Det skal jo fortælles, at der også er en mere dyster og mørk historie bag de ritualer, som vi anvender i aften. Nogen gange gemmer vi lidt af det krudt i bålet, som ikke blev fyret af til nytår. For når ilden for alvor får fat, skal hun afsted og gerne med en vis fart. Heksen skal brændes og hun skal pines. Bålet skal nemlig hjælpe os med at holde det onde fra livet. Det er et glædesblus, som skal holde hekse og trolde borte. Derfor brænder vi hende af. Hun har forbindelsen til den onde selv.
På den måde forbinder denne aften og behandlingen af heksen os med en fortid, der var nok så grufuld, især overfor kvinderne. Det er ikke de gode gamle dag, jeg nu repeterer for jer. Det er de onde gamle dage, hvor vi brændte de kvinder på bålet, der ikke ville indordne sig under de magtfulde mænds regler og magt.
Disse hekse tillod sig at sige mændene og kirken imod. De fulgte ikke de magtfuldes regler og love. De gik deres egne veje og var i opposition, hvis det var nødvendigt. Mange af dem endte pÃ¥ bÃ¥let som var en særlig pinefuld henrettelsesform. De tider er heldigvis ovre og tilbage er heksen pÃ¥ bÃ¥let som symbol pÃ¥ det onde, der skal fordrives og sÃ¥ lidt vredesudbrud engang imellem, hvor vi mænd kommer til at kalde en kvinde for en heks. Men hører hun det selv, fÃ¥r vi straks ordet ”stodder” retur.
I dag står der 1+1 mellem mænd og kvinder. Og godt for det.
En aften som denne rummer ikke kun forbindelsen tilbage til en mere dyster historie og et kvindesyn, som på vore breddegrader skal forblive ren historie. Skal forblive. I aften ser vi også fremad. Inde i flammerne ser I ikke kun en fortidig heks forklædt som dukke, der brændes og fordrives som en heks.
Kan I forestille jer en kvinde et eller andet sted i verden, der dræbes, fordi hun vælger kærligheden og derfor nægter at gifte sig med den, som traditionen påbyder. Det er ikke renæssancen og 1600 tallets hekseafbrændinger, men nutid. Hun dræbes ikke af ilden på bålet, men hun dræbes og tankegangen er den samme. Det sker måske også i Danmark.
Dengang heksene blev dømt til bÃ¥let i Danmark skete det med kirkens og kristendomens velsignelse. Religion bruges stadig i dele af verden til at holde kvinderne nede som mennesker af lavere rang. Det skal vi bekæmpe sÃ¥ de piger der fødes nu – ogsÃ¥ i Danmark – alle oplever, at de er frie og lige individer med adgang til egen uddannelse, egen indkomst og egen valg af livsledsager.
Det er ikke kamp mellem religioner, der kaldes på, men kamp mod formørkede traditioner, som uanset religiøse eller politiske koreografi, skal forvises til historiebøgerne, som heksen for længst er blevet det.
En Sankt Hans aften i Danmark rummer så meget. Der er forbindelse bagud til heksene og Bålet. Der er det hedenske i, at vi samles og fejrer at solen vender og natten og mørket langsomt æder de lyse timer indtil det igen vender ved vintersolhverv.
Men frem for alt tror jeg vi samles fordi vi elsker den danske sommer med dens aldrig helt mørke nætter, mange farver, dufte og som i aften afslutningen på en god dag med solskin.
For mange af vore unge kvinder og mænd er dagen vi slutter med bålet og ugen vi snart er midt i, særlig mindeværdig. Med huen på hovedet fra Gymnasiet, Handelsskolen eller Teknisk Skole, starter et nyt afsnit i livet. De har mere end sommerferien foran sig og skal nu efter 12 års skolegang for alvor spille en rolle i fremtidens Danmark.
På fredag vil vi se en by i fest og med glade unge. Det er også en del af sommeren i Danmark. Jeg tror de ser optimistisk på fremtiden og tror på, at det nytter at gøre en forskel.
For skal de formørkede traditioner forblive i historiebøgerne kræver det at hver generation tager ansvar for vores folkestyre, vores ligestilling og vores frihed. Det tror jeg de er parate til og mange af dem vil drage ud i verden, mærke og se på den og tage fat, hvor der er brug for det.
De vil så vende hjem igen. Beriget af denne verdens mangfoldighed i både den grimme og den pæne udgave kommer de hjem igen og erkender mere åbenlyst, at det er dejligt at leve og bo i Danmark. Så opstår for alvor glæden over, hvad forældre og bedsteforældre har skabt i dette land gennem generationer. Vi, der nu er forældre og bedsteforældre, skal så forstå at give rum og plads til at de unge kan gøre det på deres måde. I enhver ny generation gemmer sig både oprøret og fornyelsen. Det må vi ikke forstå som et nej til det vi har skabt, men som et ja til at få det danske samfund videre og fremad.
I de kommende uger drager ikke bare mange unge ud og bøjer arm med verden. Der rejses i alle generationer og vi vender hjem igen med stærke indtryk og spændende oplevelser. Vi finder måske ud af, at mennesker ikke er så forskellige endda. Vi er jo alle mennesker i den samme verden, hvilket ikke er i modstrid med netop at elske sit land, som vi synger om i aften. At være patriot er ikke nogen afvisning af andre lande eller udtryk for, at vi vender verden ryggen. At elske sit land rummer en sikkerhed for, at jeg hører til et sted og har min rod der. Og netop på den måde kan vi så meget lettere tage del i verden omkring os.
Den følelse må vi gerne have og ingen kan løse patent her. Flaget, sangene, sproget og landet er hverken dit eller mit det er vores.
Med disse ord vil jeg ønske jer alle en god sommer.
Kilde: Jan Petersens
sof