Dét håber den følgende læserbrevsskribent i alt fald ikke, for det plejer ikke at føre noget godt med sig, når præster sætter sig over loven som i den aktuelle sag med ”Irakerne i kirken”:
”Et præstestyre som i Iran er der vist ikke mange etniske danskere, som ønsker sig.
Vi er imidlertid ved at få en lille forsmag på det, når man oplever, at præster og flere biskopper sætter sig ud over vores demokratiske styre ved at skjule og beskytte lovligt afviste asylansøgere.
Vi så det først med de mange palæstinensere, der for nogle år siden forskansede sig i en kirke i København med sammes velsignelse, hvorefter man med et snuptag omgjorde den langvarige og grundige undersøgelse og bestemmelse om, at de nu skulle rejse hjem.
Og nissen flytter åbenbart med, idet biskop Nissen fra Viborg på flere biskoppers vegne åbent erklærer sig enige i, at de 60 irakere i Brorsons Kirke i København skal beskyttes imod dén tvangshjemsendelse, som lovlige myndigheder efter alenlange undersøgelser – måske for grundige – har bestemt. Også selv om mange irakere i Danmark gladelig drager til Bagdad på turistrejser.
Kunne man så ikke også fritage irakerne for hjemrejse? Jo. Men hvornår hører det op? Skal vi have et præstestyre i Danmark, som står over den lovgivende, udøvende og dømmende magt samt pressens kontrollerede magt og som en femte religiøs magt altid skal det sidste ord i sager, de finder frem.
Jeg véd godt, at præsterne sammenligner de ulovlige flygtningeophold med Maria og Josefs forgæves søgen efter husly i et herberg, da Jesus skulle fødes for 2000 år siden. Men dét er lidt langt ude, hvorfor man må beundre dem, der stadig står som medlemmer af den danske folkekirke og på dén måde lader sig misbruge som opbakning til ulovligheder. Er der ikke noget med, at religioner har været med til at skabe de værste oplevelser i verdenshistorien med korstogene, inkvisitionen og religionskrigen i Nordirland og ja – nu sidst – islamismens voldelige svøbe?”
Skrevet af Carsten Grønlund fra Aarhus i Aarhus Stiftstidende d. 5. juni
Kilde: Aarhus Stiftstidende
sof