Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti er sur over de personangreb, han føler sidste uges indlæg fra Carl Ole Rathe var fulgt af. Hér svarer han så igen:
”Normalt ville jeg ikke have kommenteret Carl Ole Rathers læserbrev d. 13. maj, men når det samtidig er et perfidt og uforskammet angreb på min person, så bliver jeg nødt til at reagere.
Usmagelig – useriøs – selvpromoverende – usympatisk – sølle… dét er nogle af de adjektiver, som Carl Ole Rather bruger om min person.
Det store ordforråd må skyldes Carl Ole Rathers akademiske baggrund – den samme akademiske baggrund rækker så ikke til at stave mit navn rigtigt, og med hensyn til, hvor Carl Ole Rather ikke skal sætte sit kryds ved næste valg, er det da vigtigt, at han véd, at mit efternavn staves med C og ikke med K. Nu går jeg efter bolden og ikke manden i en debat, derfor har jeg trods min uenighed med Knud Erik Lægsgaard aldrig talt nedsættende om hans person – måske Carl Ole Rather skulle forholde sig til dén kritik, jeg har rejst, i stedet for at svine min person til.
Og så kunne det være ønskeligt, hvis Carl Ole Rather gad sætte sig bare et minimum ind i tingene i stedet for at postulere, at jeg ”oftest er fraværende til byrådsmøder,” fordi nogen har fortalt ham dét. Enhver kan på kommunens hjemmeside se mit og andres fravær til byrådsmøder. Det er korrekt, at jeg var fraværende ved 6 ud af 12 møder i en periode af private årsager, som jeg ikke føler mig forpligtet til at gøre rede for over for Carl Ole Rather – dette ligger næsten 2 år tilbage, og siden da har jeg passet mit byrådsarbejde.
Med hensyn til at være selvpromoverende når jeg ikke i nærheden af Carl Ole Rathers gode ven Knud Erik Lægsgaard, som vælger salmer ud, han selv har skrevet, til en konfirmation. Dét forventer jeg naturligvis ikke, at Carl Ole Rather og dem, der har hjulpet ham med at skrive læserbrevet, skal kunne se, dertil er hengivenheden fra denne lille trofaste skare for stor og objektiviteten for lille.
Endelig vil jeg da også give Carl Ole Rather ret i noget, nemlig dér hvor han nævner, at Dansk Folkeparti har mange engagerede og sympatiske kandidater til det kommende byrådsvalg. Dét har han jo ganske ret i!”
Skrevet af DF-folketingsmedlem Kim Christiansen i Randers Amtsavis d. 20. maj
Kilde: Randers Amtsavis
sof