Det mener i alt fald den randrusianske socialdemokrat Torben Hansen, der skriver følgende:
”Desværre ser det ikke ud til, de tunge skyer over den danske økonomi letter lige foreløbig. Alene i marts fik mere end 10.000 danskere fyresedlen, og alle prognoser tyder på, at arbejdsløshedskurven først vender engang i 2011, når vi har nået næsten 200.000 ledige.
Derfor foreslår Socialdemokraterne, at samfundet skal give ledige en hjælpende hånd til at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Uddannelse er vejen ud af krisen. Både for den enkelte og for samfundet. Eksempelvis vil Danmark frem mod 2018 mangle op mod 70.000 faglærte og 66.000 videreuddannede i forhold til de nuværende sammensætninger på arbejdsmarkedet. Omvendt vil der være mere end 150.000 ufaglærte. Derfor vil Socialdemokraterne, at 30.000 ledige over de næste tre år skal kunne tage en uddannelse på højeste dagpengesats. Midlerne skal målrettes områder, hvor der er og vil komme mangel på arbejdskraft – f.eks. folkeskolelærer, sygeplejerske, socialrådgiver og ingeniør.
Endvidere skal voksenlærlingeordningen forbedres, så flere ufaglærte får mulighed for at tage en uddannelse. Dét gør det dog ikke alene. Der skal også være tilbud om uddannelse ved arbejdsfordeling, og hvis man er over 25 år, skal man kunne færdiggøre folkeskole eller tage en ungdomsuddannelse på dagpenge.
Samlet set er målet med Socialdemokratiets satsning på uddannelse, at ufaglærte og kortuddannede skal have mulighed for at tage uddannelse, der svarer til faglært niveau, samt at faglærte og professionsuddannede skal kunne læse videre på en videregående uddannelse.
Efter- og videreuddannelsen er på højeste dagpengesats, så økonomien ikke begrænser viljen. Krisen giver os en mulighed for at gøre en indsats for fremtiden, og dét mener Socialdemokraterne, at vi bør udnytte.
Heldigvis viser en undersøgelse fra Ugebrevet A4, at ledige har mod på nye udfordringer. Ni ud af ti vil tage imod et tilbud om efteruddannelse under en arbejdsløshedsperiode, hvis muligheden byder sig. Denne mulighed vil Socialdemokraterne gerne tilbyde – både for den enkelte og for det danske samfunds skyld.”
Skrevet af S-arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen i Randers Amtsavis d. 14. maj
Kilde: Randers Amtsavis
sof