En socialdemokratisk politiker fra Syddjurs er direkte imod de tanker om lukninger af små skoler i hendes kommune. Hér kan du læse hvorfor:
”Som modstander af lukning af vores små skoler er jeg tilfreds med, at udvalget for familie og institutioner har udskudt beslutningen til tirsdag d. 19. maj. Men det ændrer ikke på dét faktum, at skolelukninger kan blive en realitet ud fra dét perspektiv, at det ikke umiddelbart ser økonomisk rentabelt ud at drive de små skoler i yderområderne/lokalområderne. Men dét argument er jeg lodret uenig i.
Det handler om mere end simpel matematik, og der skal ikke kun ses isoleret på de bagvedliggende regnestykker, for der skal fra politisk hold ses på området med større briller, og jeg véd, at der ikke vil være sparet noget på nogle konti og slet ikke på den sociale.
Det er et faktum, at de små skoler er mere rummelige og løser socialpædagogiske opgaver langt billigere end specialskolerne, og da skolerne er dynamoen og omdrejningspunktet i lokalsamfundet er skolen med til at skabe liv og udvikling.
Nye tilflyttere blandt børnefamilier vil altid foretrække små bysamfund med en lokal skole frem for bysamfund uden, så det er frugtbart at have skolerne, og jeg oplever med den massice borgerdebat, der pågår, at der i debatten nu bliver sat fokus på værdierne i vores små skoler – vel at mærke værdier, som kan tiltrække nye elever og derved arbejde for, at et flertal af politikerne siger nej til at lukke skolerne.
Et nej til skolelukninger er samtidig et ja til at se muligheder i en aktiv profilering af Syddjurs Kommune som kommunen med de mindre skoler, der også kan sikre elever, som falder igennem i større sammenhænge, hvilket jeg ser som et stort aktiv. Derfor haster det med at få vendt de politiske vinde – for det kan ikke passe, at alt skal gå op i nedskæringer. Nedskæringer, der både er urealistiske og ødelægger dén velfærd, vi har.
Kommunen skal ikke skævvride med årsagen: kolde kontanter frem for pædagogik eller politik.
De små lokalområder skal styrkes, ellers er kommunens overordnede strategi tabt af syne, for der er klart stort udviklingspotentiale i vores lokalområder.”
Skrevet af S-byrådsmedlem Anette Quist Busk fra Pindstrup (og fork. af red.) i Randers Amtsavis d. 12. maj
Kilde: Randers Amtsavis
sof