På det seneste har vi bragt flere indlæg om den fortvivlende situation for unges praktikpladser. Nu er regeringen i gang med at finde løsninger, lover et lokalt V-folketingsmedlem:
”Situationen på praktikpladsområdet er og skal tages meget alvorligt. Det er nødvendigt, for vi er simpelthen nødt til at sikre de bedste vilkår for de unges uddannelse.
Den finansielle krise betyder, at virksomhederne er varsomme med at oprette nye praktikpladser og tage flere lærlinge ind. Derfor skal der handles hurtigt for at forhindre en yderligere forværring af praktikpladssituationen.
Regeringen har allerede søsat initiativer for at forbedre praktikpladssituationen i en tid, hvor vilkårene mildest talt er dårlige. Eksempelvis er Forårspakkens formål jo blandt andet at sætte skub i økonomien og dermed øge beskæftigelsen og sikre oprettelsen af flere praktikpladser.
Men dét er ikke nok. Derfor arbejder vi nu tæt sammen med arbejdsmarkedets parter, DA og LO, samt Kommunernes Landsforening med henblik på at lave ændringer i skolepraktikken for at imødegå det faldende antal praktikpladser.
DA`s og LO`s udspil om ændringer til en samlet praktikpladspakke vil forhåbentlig – efter en drøftelse med Undervisningsministeriet – være nøglen til at imødekomme praktikpladsudfordringerne. Som eksempel på et initiativ kan nævnes en reduktion af virksomhedernes omkostninger og risici i forbindelse med at oprette praktikpladser samt oprettelsen af en bonusordning for arbejdsgiverne til at bløde op for problematikken.
I Venstre er vi meget opmærksomme på problemet, og vi giver gerne dispensation, så en lov kan vedtages, inden vi stopper folketingsarbejdet inden sommerferien.”
Skrevet af V-folketingsmedlem Anne-Mette Winther Christiansen i Randers Amtsavis d. 4. maj
Kilde: Randers Amtsavis
sof