Dansk Folkepartis folketingsmand i Mariager har før været ude med angreb på nogle radikale præsters – efter hans opfattelse – utidige sammenblanding af religion og politik:
”Søndag d. 19. april oprandt den store dag, hvor vores datter skulle konfirmeres i Mariager Kirke.
Vejret var perfekt, og alt tegnede til, at det skulle blive en rigtig god dag – lige indtil Knud Erik Lægsgaard startede sin prædiken.
Ikke engang på denne dag kunne han nære sig fra at politisere fra prædikestolen. Endnu engang kastede præsten sig ud i et forsvar for flygtninge og indvandrere i Danmark og et angreb på alle dem, der ikke deler Knud Erik Lægsgaards store og ukritiske forsvar for flygtninge og indvandrere. De tilstedeværende blev præsenteret for en ”omvendt racist-historie”, som præsten udtrykte det – et meget betegnenede udtryk for mange af Knud Erik Lægsgaards prædikener og langt fra hans egentlige opgave i kirken. Efter den politiske tale skulle der så holdes tale for konfirmanderne. Naturligvis ikke noget, en præst indlader sig på, så denne blev fremført af sognemedarbejder Ronald Risvig – måske naturligt nok, eftersom Ronald Riisvig også har stået for det meste af konfirmationsforberedelsesundervisningen.
Vi havde indledningsvis fået at vide, at man i Mariager Kirke var begyndt at holde PLUS-gudstjenester efter engelsk forbillede – dette indebar, at menigheden skulle sidde ned, hvor man normalt rejser sig, og rejse sig, når der skulle synges, for som Knud Erik Lægsgaard sagde: så kan man bedre øre højttalerne, og man synger bedre, når man står op.
Endelig et sandt udsagn fra Knud Erik Lægsgaard – manden har jo ret, men hvad nytter det så alt sammen, når han har valgt tre salmer, som er totalt ukendte for de fleste, og så to salmer, der er endnu mere ukendte, af dén simple grund, at han selv har skrevet dem. Alene dét at udvælge salmer, som han selv har skrevet, vidner om Knud Erik Lægsgaards manglende situationsfornemmelse. Denne udlignes så til gengæld rigeligt af hans store selvglade ego.
Vi endte med at have en pragtfuld dag, men ikke på grund af Knud Erik Lægsgaard, hvis pensionering kun kan gå for langsomt – heldigvis er der tre år, til den næste skal konfirmeres.”
Skrevet af DF-folketingsmedlem Kim Christiansen fra Mariager i Randers Amtsavis
Kilde: Randers Amtsavis
sof