”Hjorten” bliver han kaldt i folkemunde, den nye finansminister. En folketingskandidat fra SF giver i det følgende flere eksempler på dennes evner som manipulator:
”Lars Løkke har desværre forspildt en oplagt mulighed for fornyelse i regeringen. Ved at forfremme regeringens chefideolog Claus Hjort til finansminister har han i stedet valgt mere af det samme. Claus Hjort er meget tæt på Dansk Folkepartis top og har tidligere udtalt, at regeringen har et værdifællesskab med Dansk Folkeparti.
Ellers har Claus Hjort mest gjort sig bemærket ved at ville fjerne eksistensgrundlaget for mennesker, der lever på kanten af samfundet. Hans gentagne opgør med dagpengesystemet og kontanthjælpssystemet har kun været med til at øge uligheden og antallet af udstødte danskere. Det var også Claus Hjort, der fandt på, at arbejdsløse danskere skulle sende 4 jobansøgninger om ugen. Dét førte som bekendt til en stor strøm af ansøgninger, der ikke var gennemarbejdede, og masser af spildtid og frustrationer hos virksomhederne og de arbejdsløse.
300-timersreglen er Claus Hjorts værk. Og dén har presset en hel masse mennesker væk fra arbejdsmarkedet, da de nu ikke længere modtager kontanthjælp. I Beskæftigelsesministeriet var ministeren kun optaget af at lave undersøgelser, der viste, at regeringens og ministeriets politik havde virket. Claus Hjort bad derfor Socialforskningsinstituttet om at vise, at 300-timersreglen havde været en succés. Dét fik Orientering i P1 afsløret, og de forskere, der stod bag undersøgelsen, sagde, at undersøgelsen ikke måtte undersøge, om de, der var kommet i arbejde, var kommet det på grund af højkonjunkturerne eller på grund af 300-timersreglen. Ligeledes kunne undersøgelsen heller ikke bekræfte, om de mange kvinder, der nu var blevet betegnet som hjemmegående og dermed helt ude af systemet, havde taget valget frivilligt, som Hjort påstod. Det lader altså til, at vi får os en minister, der er styret af liberalistisk ideologi og ikke af, hvad der er bedst for de arbejdsløse og samfundet.”
Skrevet af SF-folketingskandidat Thomas Medom fra Århus i Randers Amtsavis d. 16. april
Kilde: Randers Amtsavis
sof