Det mener i alt fald én af Amtsavisens ivrigste læserbrevsskribenter, som skriver følgende i dén anledning:
”Danmark har gennem rigtigt mange år været kendt for at være en retsstat. Altså en stat, hvor enhver har haft ret til at få afprøvet, om man nu var skyldig eller ej i dét, som man blev beskyldt for.
Naturligvis, vil man sige – for vi, der er vokset op med en sådan praksis, kan slet ikke se, at dét er noget underligt noget. Vi anser det som en selvfølgelighed, at man naturligvis er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og det skal naturligvis være staten/politiet, der skal bevise, hvis man har gjort noget ulovligt!
Men nu kommer der andre boller på suppen – for n vil vor regering, nok presset af Dansk Folkeparti, have hemmelige retssale og domstole, hvor både dommere, anklager og forsvarere skal være særligt udvalgte og være sikkerhedsgodkendte af PET! Jeg vil mene, at dét er en yderst farlig glidebane. Langt fra det åbne demokrati, som vi ellers – med rette – kan bryste os af hér i Danmark.
Det har altid været sådan, at enhver har kunnet gå lige ind og høre og se en retssag, hvis man har haft lyst. Neturligvis medmindre dommeren i sjældne tilfælde har vurderet, at det kunne skade efterforskningen at holde åbne retsmøder. Men forsvarerne og de tiltalte har da altid kunnet være til stede og høre, hvad der bliver sagt.
Nu er der åbenbart gået panik i den borgerlige lejr, og de vil på grund af dén terror, der desværre er kommet til vort land, nu til at bryde de gode gamle retsprincipper. Det er indtil videre ”kun” mennesker, der ikke er etniske danskere, dette skal ramme, men en sådan glidebane kan jo meget hurtigt eskalere, og pludselig gælder den måske ganske almindelige danskere, som mistænkes for terror.
Heldigvis er vor stand af dommere, anklagere og forsvarere ved at indse, at det ikke dur med hermetisk lukkede retssager i et åbent demokrati. Får vi dét, har demokratiet jo også tabt til terroren, og det er vel ikke dét, som er meningen?”
Skrevet af Niels Vissing fra Randers i Randers Amtsavis d. 19. marts
Kilde: Randers Amtsavis
sof