Det er vigtigt, at vi alle sammen gør en indsats for, at der ikke ligger skidt og møg og flyder alle vegne i vores smukke kommune. Sådan lyder opfordringen hér fra et S-byrådsmedlem:
”Som alle andre synes jeg, at vi bor i en kommune, der med sin flotte natur og lange kystlinje er noget, vi kan være stolte af.
Men jeg må tilstå, at der er noget, jeg ikke er så stolt af. Nemlig alt dét affald, der bliver smidt både i naturen og langs vores veje. På mine mange gåture med Elton (kommunens flotteste gravhund) støder jeg – alt for tit – på alt muligt affald, som folk har smidt fra sig – ud af biler eller på vej til genbrugsstationen. Dåser, flasker, glasskår, askebægre, og alskens emballage ligger og flyder. Jeg ser også ofte dem, der gør det. Og dét er borgere i alle aldre. Ydermere støder vi også på mange hundelorte, som hundeejeren har ”glemt” at samle op fra fortovet.
Jeg tror, at de fleste borgere i Danmark synes, at vi skal gøre en indsats for et grønnere Danmark, at vi skal gøre noget for at begrænse CO2-udledningen, at det er for dårligt, at USA ikke endnu vil leve op til Yyoto-aftalen, og at vi i det hele taget skal satse meget mere på miljøet.
Men nogle gange synes jeg, at det er svært at tage alle de flotte ord alvorligt. Når jeg så kan se, at de flotte ord gælder for alle andre og ikke mig selv, når jeg skal af med et stykke affald.
Jeg møder heldigvis mange på min vej, som kommenterer det. En del spørger til, hvorfor kommunen ikke rydder noget mere op, mens andre efterspørger en holdningskampagne overfor dem, der smider affald i naturen og på vores veje.
Fra mig skal signalet være til dig, mig og os alle: ”Forvent ikke, at kommunen går lige bag ved dig og samler dit skrald op, når du smider det. Så smid ikke dit affald fra dig, men tag det med hen til en affaldsspand. Vi har alle et ansvar for at holde vores kommune og dét kvarter, vi bor i, ren!”
NB: Såfremt Elton skulle sætte sig på et fortov, så har jeg en pose med, det er faktisk mit ansvar og ikke andres – og da slet ikke hundens.”
Skrevet af natur- og udviklingsudvalgsformand Lars Møller (S) fra Norddjurs Kommune i Randers Amtsavis d. 12. februar
Kilde: Randers Amtsavis
sof