En ældre dame fra Djursland efterlyser en holdningsændring hos vore politikere, så der også bliver plads til det menneskelige aspekt og ikke kun om økonomi i samfundsdebatten:
”Jeg er skuffet og frustreret over, at danske politikere aldrig kommer med nye og opmuntrende idéer til at gøre livet mere harmonisk og naturligt at leve, end det har været de seneste mange år med dén regering, der kun har fokus på penge- og finansverdenen.
Tænk, om Fogh kunne begrunde sine mange forsikringer om, at Danmark er og skal være et foregangsland for andre lande.
Hvilken forskel er der på pengenes store betydning for menneskene i 1930`erne og i dag? For mig forekommer det, at det var dét, der blev årsag til den kolossale forskelsbehandling mennesker imellem, og som delte mennesker i klassesamfund i 1930`erne, da nogle var rige,og andre – i mange tilfælde de dygtigste – mennesker var undervurderede og dårligt lønnede.
Den kedelige forskelsbehandling i 1930`erne, som blev årsag til ulykke og krige, er ikke blevet meget bedre i dag. Det er uforståeligt og ulykkeligt for de dårligst stillede mennesker – nemlig pensionister og andre uproduktive mennesker. Jeg kan ikke forestille mig, at andre lande vil komme til et land, hvor det kun er arbejde og penge, der regnes for værdifuldt, men værdier som kunst, omsorg og menneskekærlighed får en uhyggeligt lav prioritering.
Jeg håber og beder til, at der er mennesker med samme håb som mig, som vil bedrage til at få mentaliteten i Danmark til at blive anderledes og mere human. Det er efter min vurdering vigtigt at fjerne dén følelse af stress, som vi alle er udsat for, for at vi kan blive sunde og glade mennesker igen.
Skrevet af en ældre kone på et såkaldt plejehjem, hvor der ikke er råd til at varme boligerne ordentligt op, og hvor der ikke er tid og overskud til at snakke med beboerne eller gå ud en tur med dem, der har lyst.”
Skrevet af Lise Kristensen fra plejehjemmet Rosengården i Hornslet i Aarhus Stiftstidende d. 8. marts
Kilde: Aarhus Stiftstidende
sof