Det følgende indlæg er en reaktion på et læserbrev fra forleden om danske politikeres dårlige hukommelse, når det gælder spørgsmålet om Danmarks EU-retsforbehold:
”I et læserbrev om undtagelsen fra retspolitikken i EU skriver Morten Messerschmidt d. 15. januar, at ”hukommelsen i dansk politik kan være kort”. Dét må i dén grad siges at være rammende for Morten Messerschmidts egen kommentar, idet han åbenbart har ”glemt”, hvad der træder i stedet, såfremt vi vælger at opgive undtagelsen på retsområdet.
Hvis vi vælger at deltage i det retslige samarbejde, vil vi få en såkaldt option-ordning, der i al sin enkelhed indebærer, at Danmark selv afgør, hvilke områder inden for den fælles retspolitik vi vil deltage i.
Morten Messerschmidt glemmer også at fortælle læserne, at undtagelsen på retsområdet gradvist vil gøre det fælles politisamarbejde mere og mere vanskeligt og i sidste ende hægte Danmark af i EU-landenes fælles kamp mod organiseret kriminalitet og international terrorisme.
Disse indsatsområder plejer at være hjertblodt for Dansk Folkeparti, men prioriteres åbenbart ikke nær så højt som partiets forbitrede kamp mod EU.”
Skrevet af V-folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen i Randers Amtsavis d. 23. januar
Kilde: Randers Amtsavis
sof