En dame fra Randers er faldet over en medieomtalt undersøgelse, der skulle sige noget vigtigt om forholdet mellem forældreorlov og barnets senere indlæringsevne. Hun synes, det lyder som noget vås, og skriver i dém anledning:
”Der er gået inflation i forskning! Der bliver lanceret den ene forskningsundersøgelse efter den anden i pressen. De fleste af dem med resultater, der for almindelige mennesker er indlysende. Dét vi kalder viden baseret på almindelig sund fornuft.
D. 11. december var så atter dagen, hvor en ny undersøgelse skulle præsenteres i pressen, og dét blev den da også så rigeligt, også i hérværende avis (Amtsavisen).
Jeg må indrømme – jeg har aldrig læst eller hørt forsvaret af omtalte Ph.D-afhandling, der åbenbart beskæftiger sig med, om der er en sammenhæng mellem barselsorlovens længde og barnets senere formåen i skolen. Forskeren, Astrid Würtz Rasmussen, kommer frem til, at dét er der ikke! Det lyder som det rene vås og bestyrker mig i mine fordomme om, at ikke al forskning udmærker sig ved sin relevans.
Jeg er overbevist om, at Astrid Würtz har fulgt alle gældende regler for videnskabelige undersøgelser, men udtaler sig efter min bedste overbevisning om mere, end undersøgelsen kan bære.
For det første kan man spørge, om én undersøgelse kan dokumentere dét, den påstår. Og for det andet kan man spørge, om man overhovedet kan måle dét, man får ud af længerevarende forældre-barn-forhold på præstationer i skoleforløbet. Hvad er ”dygtighed” i det hele taget? Er det at kunne regne og skrive målt ud fra PISA-skalaer, eler handler det også om så meget andet? Og er tidsintervaller (barselsorlovens længde) nødvendigvis relateret til tryghed? Dét kommer da an på så mange andre parametre, at jeg tvivler på, de kan indgå i undersøgelsen.
Hvad skal vi i det hele taget med sådan en undersøgelse? Fodre politikerne med argumenter for at nedsætte den tilkæmpede barselsorlovsret, som de fleste forældre nyder, og generationerne før har kæmpet for? De vil elske det (politikerne).
Jeg selv hører til dén årgang, hvor man kun havde seks ugers barselsorlov, som senere blev til tre måneder – og tænk, mine tre børn klarede og klarer sig udmærket på trods af dét, og dét gør mine veninders børn også. Måske skyldes det så mange andre ting i deres opvækst; den tidsepoke de lever i, de hjemlige miljø og ikke mindst deres genetiske disposition. Desuden er børn faktisk ret robuste og møder under deres opvækst også andre voksne (blandt andet pædagoger, der kan dække deres behov, når basen derhjemme ellers fungerer nogenlunde.
Derfor gør det såmænd heller ikke så meget, hvis mor gerne vil ud på arbejdsmarkedet, før orloven er slut (og far heller ikke har lyst til at tage over). Glade og tilfredse udearbejdende forældre er formentlig bedre at være sammen med end utilfredse ditto.
Men de valgmuligheder har jo hele tiden været der.”
Skrevet af Lene Bøgh Petersen fra Randers Amtsavis d. 7. januar
Kilde: Randers Amtsavis
sof