Tak til
 






  
05/05 2023

Hvor er busdriften i trafikplanen?

Hos SF er man ikke spor begejstret for, at V-regeringen ikke også tænker på busser i den nye trafikplan, som jo ellers skulle være så ”grøn” og miljøvenlig:

”Regeringens nye trafikplan indeholder forslag til ni nye motorveje. Men planen indeholder ingen støtte til de mange lukningstruede jyske busruter. Der er altså ingen håndsrækning til bedre transportforhold i Randers-området. Den nye plan vil hverken mindske CO2-udslippet eller partikelforureningen, og den vil slet ikke skabe bedre transportmuligheder i Østjylland.
Regeringens nye trafikplan giver desværre ikke det tiltrængte løft til en bedre offentlig trafik i Randers og i Østjylland. Planen er blottet for ambitioner, og den indeholder ikke mange forslag og investeringer i nye og spændende kollektive trafikprojekter.
En stærkere kollektiv trafik i byerne vil ellers formindske den livsfarlige partikelforurening og det store CO2-udslip. Den vil også betyde, at vi får en sundere by med mindre røg og støj, og vi vil kunne se frem til, at trafiksikkerheden stiger. Derfor har vi i SF i mange år knoklet for investeringer i tog, busser, cykelstier, letbaner og andre miljøvenlige projekter. Det er derfor en kæmpe skuffelse, at det borgerlige Danmark endnu engang prioriterer motorveje frem for kollektiv trafik.
I stedet for en letbane planlægger regeringen flere store motorvejsprojekter, der alle skal løbe ind til de store danske byer. Dét vil betyde flere biler i byerne, flere køer, mere trafikkaos og endnu mere forurening i byerne. Danmark er i forvejen ét af de lande med flest kilometer motorvej pr. indbygger. I Europa bliver vi kun overgået af Østrig og Luxembourg. Det er ganske enkelt et gammeldags og forældet syn på trafik, når regeringen ikke vil indse, at der er brug for moderne kollektiv trafik – ikke kun mellem byerne, men også i byerne. Det lader desværre til, at Venstres nye grønne profil er bluff fra ende til anden.
Regeringens trafikplan glimrer ved sit fravær af støtte til de mange lukningstruede busruter i blandt andet Randers-området. Busdriften i Region Midtjylland er truet på livet, og regeringen har i sin plan lukket øjnene for dette faktum. Dét er trist, da disse busruter er helt centrale for en masse menneskers mulighed for at komme på arbejde og besøge andre mennesker. I SF har vi i vores finanslovsforslag foreslået, at trafikselskaberne skal have 300 millioner kroner i 2009 for at rette op på dén negative spiral, som trafikselskaberne er inde i.
På trods af de mange fejl synes jeg også, den nye plan indeholder enkelte elementer, der fortjener ros. Det er positivt, at der arbejdes efter en ny timeplan i togdriften mellem de store byer. Og det er positivt, at der er satset på cyklismen. Men gevinsten af disse investeringer vil være væsentligt mindre, når man ikke gør noget for at skabe moderne trafikløsninger i de store byer, og når udsultningen af den lokale og regionale kollektive trafik fortsætter.”

Skrevet af SF-folketingskandidat Thomas Medom i Randers Amtsavis d. 23. december

Kilde: Randers Amtsavis

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam