Det er dejligt med den nyindviede svømmehal i Grenaa, men den er blevet for dyr, mener en pensionist, som i dén anledning har skrevet følgende åbne brev til lokalpolitikerne:
Ӂbent brev til kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune:
Tillykke, Djursland – med den dejlige, flotte, nye svømmehal i Grenaa! Det er bare ærgerligt, at man nu har gjort det meget dyrt for os pensionister at få motion og social samvær med vores venner og bekendte! Før kostede det 18 kroner for pensionister at komme i svømmehallen. Nu har man næsten tredoblet prisen til 45 kr., og dét er meget, når man kun har sin folkepension. Så dét har resulteret i, at der stort set ikke kommer pensionister mere. Før havde svømmehallen dog en indtægt på 18 kr. pr. pensionist, og alt andet lige er det trods alt bedre end ingen indtægt!
Desuden mister vi pensionister også dén meget vigtige motion, som svømning er, så dét kan sagtens medføre en større omkostning for samfundet/kommunen.
En enkelt ting, jeg savner i den dejlige nye svømmehal, er de køns-opdelte saunaer. I stedet for som i dag, hvor der kun er én fællessauna, så man nu skal sidde og svede i sit våde badetøj, hvad jeg finder meget uhygiejnisk! Hvad mon byens læger mener om dette?”
Skrevet af Ronald J. Barrett fra Grenaa i Grenaa Bladet d. 16. december
Kilde: Grenaa Bladet
sof