Det samlede byråd i Syddjurs – minus tidligere Rosenholm-borgmester Richard Volander, som kalder det ”klynkeri” – er stærkt fortørnet over planerne om at skære ned på bemandingen hos politiet i Ebeltoft. Derfor har borgmesteren skrevet følgende åbne brev til politidirektøren:
”Syddjurs Byråd har gennem pressen erfaret, at det pr. 1. januar 2009 påtænkes at ændre bemandingen på politistationen i Ebeltoft fra tre til to politiansatte.
Byrådet anser en sådan bemanding som utilstrækkelig. Vi gør opmærksom på, at politistationen i Ebeltoft i forvejen siden 2005 er blevet beskåret med såvel en politiansat som en kontorassistent (halv tid om vinteren) og en politiansat ekstra i sommermånederne samtidig med, at deer har måttet afgives timer til opgaver i lufthavnen. Vi gør desuden opmærksom på, at indbyggertallet i kommunen på grund af de mange sommerhuse især i Ebeltoft-Mols-området er betydeligt større end de officielle tal. I sommerhalvåret regnes således med en tre- eller firedobling af indbyggertallet i Ebletoft-Mols-området. Indbyggertallet i den tidligere Ebeltoft Kommunes område er ca. 15.000, hvortil kommer beboerne i i alt 9.000 sommerhuse.
Det er byrådets opfattelse, at dén frigørelse af politibetjente til borgerrelaterede opgaver, der var idéen med såvel politireform som finanslovsforlig, harmonerer meget dårligt med en yderligere nedskæring af antallet af politiansatte i Ebeltoft.
På denne baggrund forventes en dialog med Østjyllands Politi om den fremtidige bemanding af stationen i Ebletoft. Det er byrådets opfattelse, at en bemanding som den nuværende på tre politiansatte må være minimum.”
Skrevet på Syddjurs Byråds vegne af borgmester Vilfred Friborg Hansen i Grenaa Bladet d. 9. december
Kilde: Grenaa Bladet
sof