Hvis drømmene om at skabe en boldklub på tværs af Djursland skal blive til noget, er det strengt nødvendigt, at også kommunen kommer på ”banen”. Det skriver en mand fra Grenaa om hér:
”Djursland i 1. division i fodbold – det var lige disse ord, jeg fangede en årle morgenstund. Helt nøjagtigt d. 7. november i regionalradioen.
Der blev refereret til en avis fra Århus. Dén var jeg lige ovre at købe på tanken. Hér kunne jeg læse mig til, at det drejede sig om fem klubber til en start, og at den næste (næsten) er klar til optagelse. Dét er virkelig noget, der er godt for landsdelen. Her er nogle folk med visioner for fremtiden. Jeg véd godt, at nu kommer det store slid med alle detaljerne, men det opvejes af dét, at vi kan beholde de unge mennesker så lang tid som muligt på Djursland – gerne i samarbejde med erhvervene, for dén slags kommer jo ikke nogen vegne uden midler. Det kan på sigt give en god profil for landsdelen og ikke mindst udvikle de unge. Og vi har jo i forvejen en del moderne undervisningsskoler.
Mne så håber jeg jo også på, at der kommer en solid opbakning fra de kommunale byrødder, når nu Keld Overgaard eksempelvis siger, at blandt andet en kunststofbane er på ønskesedlen.
Jeg kan huske, at en redaktør/journalist i juni 2006 i denne avis skrev og argumenterede for et samlet, sportsligt Djursland. Jeg var én af de få, der var inde at bakke op om hans idéer og tanker i et læserbrev. Og senere – langt senere – var der én – tror jeg – enkelt politiker, der vovede pelsen. Hvis der var flere, så undskyld på forhånd. Vedkommende er stadigvæk politiker, så husk nu, hvad du skrev i dit læserbrev, hr. viceborgmester! Nu er nogle af dine tanker godt på vej – så mangler vi lige at se det skrevne ord omsat kontanter eller velvilje fra Norddjurs Kommunes side. Og det er virkelig i opstartsfasen, at sådan en helt ny klub har brug for opbakning. Men den er der selvfølgelig! Og ikke kun med ord. Det bliver jo til gavn for hele kommunen.”
Skrevet af John Andersen fra Grenaa i Grenaa Bladet d. 9. december
Kilde: Grenaa Bladet
sof