Det følgende indlæg er skrevet som reaktion på ét fra forleden af Erik Boel ang. det kloge/ukloge i at vente med en folkeafstemning om det danske euro-forbehold:
”Om statsministeren lader sig kyse af mig, har jeg svært ved at tro. Men Erik Boel skal naturligvis ikke have utak for d. 20. november at tillægge mig en sådan betydning.
Ikke desto mindre tror jeg godt, at statsministeren – i modsætning til Erik Boel – kan indse, at det slet ikke vil være klogt at udskrive folkeafstemning om euroen nu. I en tid, hvor finansmarkederne kæmper sig igennem den eksisterende krise, er der naturligvis ikke behov for at skulle stemme om, hvilken valuta der skal danne grundlag for dansk økonomi. I en krisetid har man ikke brug for tvivl, men vished.
Spørgsmålet er da, om euroen som sådan overhovedet er nogen god idé. Dansk økonomi er bomstærk. Det samme kan desværre ikke siges om euroen. Der synes at have bredt sig en opfattelse om, at euroen skulle være en særligt stærk valuta, set i forhold til den danske krone. Dét har givet eurotilhængerne vind i sejlene, når de har kunnet lokke husejerne med lave boliglån. Men hvad der umiddelbart lyder som sød tale, kan vise sig at være en meget dyr fornøjelse.
På det økonomiske marked er der for tiden en reel vurdering af, at euroen ikke vil overleve. Dét skyldes både erfaringer hér i den aktuelle krise, hvor euroen har klaret sig dårligt, men også en mere overordnet vurdering af, at medlemslandenes økonomier simpelthen er for forskellige til at kunne kobles så nært sammen, som et valutasamarbejde kræver.
Følger man den ti-årige obligationsrente rundt omkring i euro-zonen, vil man se, at der er tale om kæmpe rentespænd. I fredags sluttede – ifølge Bloomberg – den tyske rente på 3,75%, den hollandske på 4,67% og den spanske på 4,37%. Der er altså tale om et rentespænd på énslydende fordringer mellem henholdsvis Tyskland og Holland på næsten én procent. Dét burde få alle advarselslamper til at lyse hos økonomerne. Årsagen er naturligvis, at en stor del af de sydeuropæiske økonomier ikke er ordentligt drevet. Lande som Italien, Spanien, Grækenland, Portugal med flere trækkes med store økonomiske problemer i form af lavvækst, høj inflation, høj arbejdsløshed og en helt åbenlys mangel på reformer af deres arbejdsmarkeder og pensionssystemer. Disse forhold, der afviger fra, hvad der kendes fra de sunde euro-økonomier i Tyskland, Holland, Finland med flere, udgør en bombe under selve euroen.
Enhver kan sige sig selv, at det er sygt, når der inden for samme valutaområde er forskellige priser på énslydende fordringer. Det er derfor dybt risikabelt at indlade sig på euroen. Naturligvis kan det lyde tillokkende med en lavere rente – men hvad med de perioder, hvor Danmark selv har haft lavere rente end euro-zonen?
Hvis vi skal opgive kronen nu for at få lavere rente, skal vi så opgive euroen igen, når eurorenten stiger? En sådan zigzag-kurs giver selvsagt ingen tryghed. Og tryghed er præcis, hvad vi har brug for – derfor skal vi holde fast i kronen, der udgør et stabilt grundlag for en videre udvikling af vores sunde økonomi. Vi skal ikke binde os op på de usunde økonomier, der for tiden udfordrer euroen indefra.”
Skrevet af DF-folketingsmedlem Morten Messerschmidt i Randers Amtsavis d. 25. november
Kilde: Randers Amtsavis
sof