Tak til
 






  
05/05 2023

Lukkeloven skal og må fjernes

Forleden dag skrev en socialdemokrat om sine betænkeligheder ved, at regeringen er i gang med at afskaffe lukkeloven. Hertil svarer en fhv. politiker:

”Regionsrådsmedlem Kaj Møldrup Christensen (S) vil (d. 2. oktober) have staten til at bestemme, hvornår borgerne må handle og butikkerne holde åbent, altså ægte socialistisk formynderi: kort sagt, vi skal bevare lukkeloven.
Da lukkeloven blev liberaliseret i 2005, var han og andre også på barrikaderne og udmalede de rædsler for de handlende og deres personale såvel som for ældre mennesker i små bysamfund, som en liberalisering ville medføre. De fik ikke ret, hvad der dog ikke forhindrer dem i at bruge de samme argumenter igen.
De ignorerer forbrugernes ønsker og behov. Et flertal af dem ønsker lukkeloven fjernet. Især for børnefamilier, hvor begge forsørgere er udearbejdende og ofte pendlere, er det en lettelse at kunne handle i weekenden i stedet for at skulle jage af sted og handle ind, inden butikkerne smækker dørene på hverdagene.
Butikker med en større omsætning end 29 millioner kroner har lov at holde åbent 22 søndage om året. Hvem har brug for mere, spørger Kaj Møldrup Christensen. Svar: dét har mange forbrugere og alle de mange butiksdrivende og supermarkeder, der gerne vil betjene kunderne, når disse har tid, behov og lyst. Og dét har såmænd også de butiksansatte, som foretrækker søndagsarbejde som ekstrabetaling og mulighed for til gengæld at holde fri på almindelige hverdage.
Det er ”rent hysteri” at forlange, at vi skal kunne handle ind døgnet rundt hele ugen, skriver Kaj Møldrup Christensen. Jamen, det er der da ingen, der forlanger. Selv om butikkerne må holde åbent uafbrudt fra mandag kl. 6 til lørdag kl. 17, så er der da ingen, der gør det. De holder åbent, når kunderne er der, så hvorfor må de så ikke holde åbent om søndagen, hvor kunderne virkelig strømmer til?
Hysteriet er helt på Kaj Møldrup Christensens side, når han fortsat ved lov vil tvinge butikkerne til at holde lukket om søndagen og forbyde forbrugerne at handle ind. Som om politiet ikke havde andet at lave end at knalde hårde bøder ud til købmænd, der vover at holde åbent en søndag, hvor de ikke må.”

Skrevet af fhv. MEP & MF Ib Christensen i Randers Amtsavis d. 6. oktober

Kilde: Randers Amtsavis

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam