Til Teknisk forvaltning, Norddjurs Kommune:
Jeg har længe undret mig over, at Nørre Djurs, nu Norddjurs Kommune, ikke har færdiggjort cykel-/gangstien i Hemmed. Foranlediget af omtalen desangående i Grenaa Bladet 26/8 2008, vil jeg hermed bede om en plan for færdiggørelsen - eller i det mindste en forklaring på den manglende færdiggørelse.
Jeg bruger med stor fornøjelse cykelstien mellem min bopæl og Glesborg. Jeg finder det imidlertid sikkerhedsmæssigt uheldigt, at stien mangler på en strækning, og da især når der som her er tale om en strækning, hvor oversigtsforholdene er begrænsede pga. vejens sving.
Så meget mere som trafikken gennem Hemmed bliver stadig mere intens - og vil blive yderligere intensiveret, når sommerhus- og havneudbygningen mv. tager endnu mere fart.
Der er, synes jeg, god grund, til at Hemmedbeboerne er utrygge i betragtning af den omfattende biltrafik gennem byen. Dertil kommer problemerne knyttet til de beskrevne aftaleforhold.
Mange hilsener fra
Erik Palle Olesen
Bønnerupvej 70
8585 Glesborg
Kilde: Grenaa Bladet
sof