I 2 tidligere indlæg under overskriften ”Cirkus Norddjurs” har man kunnet følge med i en dame fra Vivilds hÃ¥rde kamp med kommunen for at fÃ¥ et flexjob. Først da hun fik ret hos ankestyrelsen, og den ansvarlige for arbejdsmarkedsomrÃ¥det samtidig gik ind i sagen, fik hun ”hun pÃ¥ bylden”. Det fortæller hun om hér:
”Det er med blandede følelser, at jeg nu skriver dette tredje og sidste læserbrev om min situation i Norddjurs Kommunes cirkus. I marts skete dét, jeg har ventet pÃ¥ i mange Ã¥r. Jeg blev endelig langt om længe visiteret til fleksjob. Ikke fordi Norddjurs Kommune endelig kom til fornuft og kunne se, at min sag med 7 arbejdsprøvninger og alle lægefaglige udtalelser var nok, men fordi Beskæftigelsesankenævnet behandlede min anke og fandt, at der i min sag var rigeligt med beviser pÃ¥, hvad min arbejdsevne rækker til. SÃ¥ de ændrede kommunens afgørelse.
Det var mildest talt en glædens dag. Endelig – efter 6 Ã¥r – fik jeg den vigtige erkendelse fra systemet. Dén erkendelse, jeg har kæmpet med blod, sved og tÃ¥rer for at fÃ¥.
I 6 år har jeg gang på gang gået fra møder med kommunen og fra telefonsamtaler med en klar fornemmelse af, at de ikke forstod, ikke ville forstå, ikke ville tro på, hvad jeg og alle de professionelle, sagligt kompetente mennesker, der har været inde over min sag, sagde. De har i 6 år kastet mig ud i den ene arbejdsprøvning efter den anden uden at lave en fyldestgørende opfølgning, der kunne bruges til noget. De har gang på gang fået mig til at føle mig dum, ugidelig, doven og svag. Gang på gang har de fået mig til at tvivle på mig selv. Tvivle på, om jeg overhovedet var så syg, som min krop og hjerne fortalte mig, at jeg var. Det lykkedes dem næsten at overbevise mig om, at jeg bare var et svagt menneske, der i 30-årsalderen bare havde valgt, at nu ville jeg ikke arbejde mere. De kørte mig så langt ud, at jeg fik den umådeligt dårlige idé, at det nok var bedst, jeg ikke var her mere.
Hvad f… er meningen? Kan man virkelig i et sÃ¥kaldt velfærdssamfund tillade sig som kommune at behandle borgerne sÃ¥dan?
Siden mit første læserbrev var i avisen, er jeg blevet kontaktet af uendeligt mange ulykkelige og frustrerede mennesker, der står i samme situation, som jeg gjorde. Jeg har selvfølgelig ikke været i kontakt med alle, men kan da ikke lade være med at tænke på, at hvis vi er så mange i Norddjurs, hvor mange er der så på landsplan?
Tom Bytoft har i denne sag vist sig som en mand. Taget sit ansvar som politiker pÃ¥ sig, hørt hvad jeg havde at sige og oven i købet sagt: Undskyld! Han har hørt, forstÃ¥et og tænkt nye tanker. Jeg hÃ¥ber meget, at alle de intentioner, han har, vil blive ført ud i praksis, sÃ¥ Norddjurs Kommune kan blive et anstændigt sted at bo for os ”ikke-optimalfungerende” borgere! Siden jeg i august 07 fik afslag pÃ¥ flexjob-ansøgningen, har jeg været vred. Jeg har været sÃ¥ vred, at jeg fik kræfter til at kæmpe dét, som i mit hoved er ”det sidste store slag” – jeg blev sÃ¥ vred, at jeg tænkte, at hele verden skal høre, hvordan det hér foregÃ¥r. Imens jeg nu er ved det: ogsÃ¥ en stor tak til min praktiserende læge, psykolog, mentor, Fobiskolen i Randers, familie og venner. Tak for jeres hjælp, støtte, forstÃ¥else og kærlighed. Uden jer var det ikke gÃ¥et. I véd, hvem jeg mener!
At det er den rigtige beslutning, jeg tog, da jeg valgte at stÃ¥ frem, er jeg overhovedet ikke i tvivl om. Jeg véd, at det har givet hÃ¥b og mod til rigtigt mange mennesker. Mennesker, der stadig lever med dét ”helvede”, det er at være i systemet. Mine tanker gÃ¥r til jer alle. Fat mod! *Det dÃ¥rlige bliver ikke ved for evigt (selv om det godt kan føles sÃ¥dan). Der kommer ogsÃ¥ en afklaring for jer. Jeg hÃ¥ber, at mediedækningen af min sag er med til at afkorte jeres forløb. At Norddjurs Kommune trods alt er villige til at lære nyt (og alle de andre kommuner, der sover i timen)!
Siden Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse, har jeg været umenneskeligt træt. Troede ikke, at jeg kunne blive sÃ¥ træt. Nu er jeg endelig ved at komme til hægterne igen. I Ã¥r kan jeg se, høre, føle, lugte og fornemme, at solen skinner, fuglene synger, græsset gror og alt dufter af nyt liv og energi. Jeg har fÃ¥et nyt mod pÃ¥ livet. Lever i stedet for kun at overleve. Flere gange har jeg taget mine børn i at kigge undrende op pÃ¥ mig og tænke: hvad f…. har hun gang i, hvem er hun?
Tænk, at et Jobcenter kan være med til at tage livsmodet fra et menneske så eftertrykkeligt!
Men nu er min kamp slut. Jeg er ved at komme videre. Jeg vil lægge de sidste 6 års kamp bag mig. En erfaring rigere. Gemt, men ikke glemt.
God sommer til alle og pøj-pøj til jer, der kæmper!”
Skrevet af Mette Willesen fra Vivild i Lokalavisen d. 27. maj
Kilde: Lokalavisen
sof
05/05 2023
