En dame fra Randers stiller i det følgende et spørgsmål til de strejkendes kriseberedskab i anledning af et bestemt TV-indslag:
”Hvis en ansat på ældreområdet mandag d. 14. april havde nægtet en sengeliggende beboer op af sengen og i tøjet, ville dette være at betragte som omsorgssvigt, og den ansatte ville i bedste fald få en påtale af sin leder – eller i værste fald en bortvisning.
Lørdag d. 19. april viste TV2-nyhederne netop en såMen dan episode.
En anden beboer blev nægtet hjælp til at få strømper på.
Begge beboere var tydeligt ulykkelige.
Men nu var der konflikt, og den ansatte var en del af nødberedskabet. Er dét så ikke omsorgssvigt?
Til aftensmaden blev serveret ”flade” madder – underforstået, at disse sædvanligvis var pyntede og appetitlige, hvilket er vigtigt, da mange ældre er småt spisende og let bliver fejl- eller underernærede.
En sengeliggende beboer blev forsøgt ”spist af” med babymos fra et glas. Vedkommende nægtede at spise det (formentlig vil der blive noget med tilbagebetaling af kostpenge).
Man kan have sympati – eller ikke have sympati – for en arbejdsnedlæggelse, men kan man have sympati for et nødberedskab, der tager svage ældre som ”gidsler”?
Jeg håber, at de, som er ansvarlig for oprettelsen af nødberedskaberne, vil blive stillet til ansvar, hvis nødberedskabet er så lavt, at det medfører omsorgssvigt af svage ældre.
På nøjagtigt samme måde, som en ansat ville blive det inden konflikten.”
Skrevet af Else Birkeskov Christensen fra Randers i Randers Amtsavis d. 22. april
Kilde: Randers Amtsavis
sof