Grenaaportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

De gør en forskel på sundhedsområdet...




Der er rigtig mange mennesker, der i det daglige gør en stor forskel indenfor sundhedsfremme og forebyggelse. Det værende sig på børne- og ungeområdet og på voksen- og ældreområdet. Det er det »usynlige« arbejde, som faktisk er lige så vigtigt, som de områder vi i dag benævner under KRAM-faktorerne (kost, rygning, alkohol og motion).
Jeg vil i mit indlæg her meget gerne starte med at rose vores sundhedsafdeling for en flot, ihærdig og professionel indsats på KRAM-faktorerne. Afdelingen gør et strategisk veludført arbejde.
Lige nu er jeg talsmand for, at der skal etableres drikkevandsautomater på alle kommunens skoler - således at børnene har lyst til at drikke vand og derfor fravælger sukkerholdige drikke. Jeg vil samtidig opfordre alle medarbejdere i kommunen til at deltage i »Vi cykler på arbejde«. Sundhedsafdelingen betaler deltagergebyret. Ligeledes er sundhedstjek stadigvæk et aktuelt tilbud.
Vi skal nu i gang med etablering af et sundhedshus/center, som mange er meget opsøgende omkring. Det handler om at få det så veletableret som det lader sig gøre, med inddragelse af så mange interessenter som muligt. Som hver især kan bidrage med viden, kompetencer og specialer for dermed at få gjort huset så attraktivt som muligt. Jeg ser frem til at få sundhedshuset/centeret på plads i først den østlige del af kommunen, men mener bestemt også, at der skal være et tilbud i den vestlige del af kommunen.
Min store bekymring handler om alle dem, som gør en »usynlig« forskel i et sundhedsfremmende perspektiv. Dels de medarbejdere på børne- og ungeområdet, der ofte bruger deres tid på at »slukke ildebrande«. De skal have ressourcer til at lave forebyggelse og sundhedsfremme i deres daglige arbejde. De er nemlig rigtig gode til det. Der skal fokus på det store frivillige arbejde, der gøres i foreninger og idrætslivet. Det er bekymrende, at det bliver sværere og sværere at finde frivillige og holdledere til foreningerne.
Sundhedsfremme og forebyggelse tager tid - også på ældreområdet - men gør en enorm forskel i det daglige og forhindrer sygehusindlæggelser, dårlig livskvalitet og mere pleje. Arbejdsmarkedet er ved at været presset, og det kan ikke mindst mærkes i den offentlige sektor.
De små årgange og den dårlige omtale i TV fra området har medført, at der skal gøres en ekstraordinær indsats for at få ansøgere inden for fagene i tiden fremover.
Jeg mener derfor, at vi skal fremme alle de indsatser, der bliver gjort i det daglige - både i form af gademedarbejdere, de frivillige, holdledere, fag- og sundhedspersonalet på både børne- og ældreområdet - bare for at nævne nogen. Deres indsats er uvurderlig.
Jeg går også ind for en indsats, der ligger så tæt på borgeren, børnene, de unge og de ældre som overhovedet muligt. De mennesker, der gør en forskel. Det arbejde skal styrkes fremover, det giver gevinster, livskvalitet, sundhed og handlekraft at tilgodese ressourcerne. Det betaler sig på sigt - både menneskeligt og økonomisk. Jeg er af den holdning, at det skal være et af Socialdemokratiets helt store fokusområde i de kommende år.

Med venlig hilsen
Helle Thomsen (S)
Næstformand i
Sundhedsudvalget i
Norddjurs Kommune

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam