Beskæftigelsesministeren sætter nye rekorder i formålsløs forfølgelse af de ledige. Bureaukratiet på dette område har aldrig været værre, mener Niels Vissing fra Randers:
”Alle ledige skal sende mindst 4 jobansøgninger om ugen for at bevise, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet, og selv om det virker fuldstændig tåbeligt, fastholder beskæftigelsesminister Hjort-Frederiksen, at sådan skal det være.
Der er eksempler så tåbelige, at man ikke skulle tro, vi levede i et demokratisk land, hvor enhver var fri for unødigt bureaukrati.
For eksempel har jeg læst om en mand, der lige har fået job pr. 1. april. For ikke at miste dagpenge den sidste uge skulle han sende fire ansøgninger, for ellers ville han ikke få understøttelse den sidste uge.
Dét er jo som i gamle dage, da ledige skulle gå den tunge gang med fagforeningsbogen og få sig et stempel for at vise, at de skam gerne ville arbejde.
Helt grotesk bliver kravet, når man kan få sig et program, som selv koder sig på jobbet – og finder fire ledige stillinger, som programmet så automatisk sender en ansøgning til.
Programmet er så ”klogt”, at det oven i købet husker at vedhæfte en kopi af dét CV, som alle ledige har lagt ind på Jobnet.
Muligvis er der nogle ganske få, der ikke vil eller kan arbejde af de ganske få ledige, vi har, men at jagte dem på denne måde er for mig at se så tåbeligt, at enhver burde kunne se, at ingen arbejdsgiver vil have glæde af en person, der blot søget et job på skrømt.
Naturligvis vil der altid være en lille restgruppe, man ikke kan få aktiveret – og var det så ikke bedre, om man lod de mennesker være i fred? Dét tror jeg, samfundet har råd til – og så koncentrere sig om dem, der brændende ønsker sig et job – og det er jo stort set alle, der af den ene eller den anden grund er ledige.”
Skrevet af Niels Vissing fra Randers i Randers Amtsavis d. 7. april
Kilde: Randers Amtsavis
sof