Et socialdemokratisk folketingsmedlem fortæller hér om, hvorledes hendes parti forestiller sig, at en ny kræftvaccine kunne blive billigere, så almindelige mennesker også havde råd til at blive raske:
”Socialdemokraterne har været meget optagede af, at kræftvaccine kunne tilbydes til alle og ikke alene være et fænomen, der var forbeholdt de rige. Vaccinen, der forebygger livmoderhalskræft, er en dyr omgang. Med en pris på 3500 kr. er den en stor udskrivning på et familiebudget. Det er en vaccine, der kan redde 100 kvindeliv om året.
Vi mener, at vaccinen bør finansieres ved at reducere dén overpris, vi betaler til de private sygehuse for behandlinger, de udfører på det offentliges vegne. Man villle kunne finde mange penge, hvis de private sygehuse fik en betaling, der afspejlede de reelle omkostninger. I stedet vælger regeringen, at de syge og svage må betale for de raske. De sætter egenbetalingen på medicin op.
Det er en bizar idé, men dét bekræfter, at de private sygehuse åbenbart er fredede af regeringen. Mens vi oplever den ene besparelse efter den anden på det offentlige område, skal de private sygehuse forgyldes. Det er desværre en langsom udhuling af den offentlige sektor og en markedsgørelse af vores sundhed. Dét er en gal retning for Danmark.”
Skrevet af S-folketingsmedlem Anne-Marie Meldgaard i Randers Amtsavis d. 3. april
Kilde: Randers Amtsavis
sof