For SF er det vigtigt, at DSB ikke kastes ud i en større spareøvelse, men derimod har råderum til at komme i gang med nogle af de mange investeringer, som i årevis er blevet udskudt.
Det er bl.a. en kendt sag, at de udtjente MR-tog på Grenaa-banen accelererer meget langsomt og samtidig forurener alt for meget til, at de burde bruges som nærbanetog i landets næststørste by.
I 1999 blev der indgået en aftale om, at MR-togene i 2004 skulle skiftes ud med nyt nærbanemateriale, nemlig DESIRO-togene, der netop kan accelerere hurtigere og forurener meget mindre, men på Djursland venter man stadig på togene.
Trafikministeren burde lynhurtigt indgå en aftale om at købe nye DESIRO-tog eller alternativt lease tog, indtil de lovede DESIRO-tog kan frigøres på Svendborg-banen. Men desværre har regeringen valgt at tvinge massive besparelser ned over DSB i udspillet til finansloven for 2008 frem for at investere langsigtet i den kollektive trafik, og det er dybt beklageligt.
En yderligere opgradering til 100 km/t mellem Ryomgård og Grenaa blev i 2003 vurderet til at koste mellem 23 og 40 millioner kr., men siden er der desværre ikke sket noget. SF vil prioritere den kollektive trafik, og derfor foreslår vi, at regeringen dropper besparelserne og i stedet bruger penge på de nødvendige langsigtede investeringer.
Folketingsmedlem for
SF i Østjylland,
cand. mag.
Jonas Dahl,
Nørre Allé 100, Århus
Kilde: Grenaa Bladet
sof