Tak til
 






  
05/05 2023

Vi har glemt at give dem spilleregler

En mand fra Randers har en noget anden vinkel end i det ovenstående indlæg. Han mener, en slags ”sødsuppepædagogik” fra tresserne har sin store andel af skylden for den dårlige adfærd hos visse indvandrerbørn og -unge:

”Mon ikke, vi alle kender billedet? Vi stiger i bussen eller på toget – alene eller måske sammen med et par venner eller kolleger. Vi finder en ledig plads – helst så langt væk som muligt fra de fremmede medpassagerer i toget – slår os ned hér og tager en avis frem eller sætter os og tager en lille lur. Vi sidder alle i bussen eller i toget på ”tålt ophold”.
Men så en eftermiddag på min daglige vej mellem Århus og Randers kommer jeg til at sidde over for to halvstore børn, der er på vej fra København til Ålborg sammen med deres mor og stor hund. Drengen havde belejret to sæder modsat deres tre reserverede pladser, for nu var der jo god plads i toget, og han fortalte mig venligt, at de to modsatte pladser var ledige nu. Søsteren kom tilbage, og de lokkede hinanden til at spille kort.
”Vil du spille kort med os?” lød det fra drengen til mig. Ja, hvorfor dog ikke? Hér sidder jeg, en moden mand alene i toget over for de to fremmede børn, men børnene har modet, åbenheden og nysgerrigheden til at bringe en fremmed ind i deres fællesskab. Vi får adskillige omgange rommy på turen mellem Århus og Randers, og hvad sker der også? Jo, vi lærer også hinandens navne, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen. Vi får også lige diskuteret nogle spilleregler, så vi alle tre er enige om, hvordan vi spiller rommy, og hvordan vi gør point op.
Spilleregler? Har vi glemt at fortælle de unge om samfundets spilleregler?
Mon ikke det er hér, vi har forklaringen på vore mange problemer med de unge, der sætter ild til containere, biler og andre mere alvorlige sageer. Unge, der forlanger at få et ungdomshus helt efter egne regler. Jeg er så ”heldig” at have oplevet tiden fra 68-”oprøret” over den lange periode med ”fløjlspædagogik” og til i dag, hvor man snart ikke kan åbne en avis, radio eller tv uden at høre om ballade i København, Århus, Odense, Ålborg eller andre steder.
Har vi glemt at fortælle vore børn, vore unge og vore fremmede om spillereglerne hér i landet? I en misforstået ånd af åbenhed, objektivitet og tolerance er vi blevet et holdningsløst samfund, der skal have plads til alle, men når der så kommer en kultur, der ikke tillader andre værdiopfattelser, og vi ikke fra starten har gjort det klart hvilke spilleregler, der gælder hér i landet, så giver det konflikter.
Glem alt om objektive politikere, skolelærere, politifolk, kommunalt ansatte, offentlige og private medarbejdere. Ingen af os er objektive, men først dén dag, vi accepterer dette og derefter udfylder vores reoller i samfundet med dette i ryggen, kan vi være med til at sætte spilleregler op i dette samfund med respekt for hinanden.
Det er på tide, vi trækker en streg i sandet og bakker de mennesker op, vi har valgt til at holde justits i vort lille torneroseland, og det er på tide, at medierne erkender deres del af ansvaret og ikke bare puster til ilden ved at fokusere på den ene krisehistorie efter den anden og glemmer de gode historie i hverdagen.”

Skrevet af Benny Knudsen fra Randers i Randers Amtsavis d. 23. februar

Kilde: Randers Amtsavis

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam