|
Gymnasiereformens prøvekaniner gør oprør!
Utallige kritiske spørgsmål til den nye gymnasiereform har i 3 år hobet sig op – både fra elevers, men også fra lærers side. Ny karakterskala, påtvungen naturvidenskab og ikke mindst det nye fag kaldet Almen Studieforberedelse (AT) er resultatet af reformen, således som overstressede elever og sygemeldte lærere. AT går ud på at forberede eleverne til en universitetsuddannelse - som mange ikke engang endnu har besluttet sig for at tage - ved at lære dem at kombinere to fag, men det er på tide at vi 3.g’er, bedre kendt som reformens prøveklude, sætter en stopper for vanviddet!
Mange uretfærdigheder, kaotiske situationer og desperate ideer fra Undervisningsministeriet har vi måtte finde os i, men den AT-eksamen vi går i møde er dog det mest håbløse hidtil. Lad os eksempelvis sige at en elev skriver i fagene matematik og historie og at personen så får en censor der er uddannet matematiklærer og en eksaminator der er historielærer. Disse to skal på trods af deres vidt forskellige kompetencer være i stand til at vurdere elevens samlede karakter, og det sætter både elev og censor samt eksaminator i en fuldstændig urimelig situation. De må ikke vurdere fagene enkeltvis da AT går ud på at kunne kombinere to fag, så det vil sige at vi elever i virkeligheden bliver vurderet i fx matematik af en historielærer der ikke har haft matematik siden gymnasietiden. Før i tiden under de ’gammeldags’ eksamener var censor til stede for at sikre sig at eksaminators vurdering var acceptabel, men i vores tilfælde har censor og eksaminator ingen kompetencer til at vurdere retfærdigheden af den modsattes beslutning af elevens karakter, fordi de ikke er uddannet i begge af de fag der indgår elevens AT-eksamen.
Udover dette uretfærdige faktum, finder mange 3.g’er det også ufornuftigt at vi skal aflevere en synopsis d. 3. marts på trods af at vi først skal til eksamen flere måneder efter. Denne synopsis bliver højest sandsynligt ikke læst af censor og eksaminator før et kvarter før eksamen, og vigtigst af alt er at den ikke spiller en vigtig rolle i den samlede eksamenskarakter. Nogen ville mene at ordene for dette er: spild af tid! På baggrund af disse to kritikpunkter opfordrer jeg alle 3.g’er samt gymnasielærere til at deltage i alle demonstrationer imod AT-eksamen. Det er vigtigt at vi får udtrykt vores utilfredshed, og vi opnår størst effekt ved totalt at boykotte AT-eksamen, så kære 3.g’er: Lad være med at aflevere jeres synopsis d. 3. marts – og spred rygtet videre. Hvis alle 3.g’er står sammen om projektet kan vi opnå en ændring. Man har vel en form for rettigheder som det alvidende undervisningsministeriums prøvekaniner? Med venlig hilsen Marianna Christiansen 3.G |