I anledning af en strid, der er opstået i kølvandet på biskop Kjeld Holms efter nogles opfattelse utidige indblanding i en sag om påstået chikane af kvindelige præster (beskrevet i et indslag i TV2 Østjylland forleden), skriver en mandlig præst i dag følgende:
””Er du ogsÃ¥ én af dem, der er imod kvindelige præster”?
Nu burde jeg jo være ”frikendt” i dét spørgsmÃ¥l, eftersom jeg har delt bÃ¥de bord, seng og prædikestol med en kvindelig præst det sidste kvarte Ã¥rhundrede. Men spørgsmÃ¥let stilles ofte – og vel som en antydning af, at folkekirken hænger voldsomt efter, nÃ¥r det gælder ligestilling mellem mænd og kvinder.
Men er dét nu et fair billede af folkekirken?
Min kone er kvindelig præst. Og vi er forskellige. Der hænger to præstekjoler i LyngÃ¥ PræstegÃ¥rd – ”en kort og en lang”! ”Den korte” er min kones – og ved en fejl røg den en dag i min kuffert pÃ¥ vej til kirke. Det vækker lidt opsigt, nÃ¥r kvinde og mand krydser grænser pÃ¥ dén mÃ¥de. Forsøger at ophæve forskelligheden. Og min undskyldning: ”Beklager, jeg er desværre kommet af sted i min kones kjole…” vil nok gÃ¥ over i kirkehistorien pÃ¥ dét sted!
NÃ¥r mand og kone (som vi) har delt præsteembede i samme pastorat, opleves forskelligheden til gengæld som et gode. ”Æh, vi vil nu snart hellere ha` fruen….”, lød det ikke sjældent til begravelser! For ”fruen” havde bedre fat i hjertesproget – ord til trøst! Det er lidt ligesom, nÃ¥r ungerne ringer hjem og fÃ¥r mig i røret, og der er ét eller andet. De nÃ¥r næsten ikke at sige goddag – før de spørger: ”mÃ¥ jeg fÃ¥ mor…”!
Men er dét da en ikke en fuldstændig usaglig subjektiv vurdering af forskellen på mandlige og kvindelige præster? Mange kvindelige præster vil utvivlsomt betakke sig og kalde det omvendt kønsdiskrimination, når jeg nu vover at argumentere bare lidt af forskellen dén vej ud. Og adskillige andre faktorer har naturligvis indflydelse på dueligheden af en præsts arbejde end kønnet.
Men alt andet lige, teologiske forudsætninger og alt, viser altså tallene ikke desto mindre, at de kvindelige præsters prøveprædikener rundt omkring i menighederne bliver hørt.
I skrivende stund er jeg inviteret til ordination i Ã…rhus Domkirke. Fire kvindelige præster og én mandlig skal ordineres som adgangen til et præsteembede. Vi behøver ikke kønskvotering i Den Danske Folkekirke for at sikre kvinder adgang til embede. Og dét kan jeg godt forstÃ¥, ”nÃ¥r jeg kender min kone”! Vi har med hende – og hendes medsøstre – fÃ¥et en helt anden og – vil jeg hævde – bedre og mere nuanceret kirke. Langt bedre rustet til at møde nutidsmennesket, hvor det stÃ¥r.
Min kone er fremtidens kirke. Om føje år er præstearbejdet blevet til et kvindefag. Dét viser alle statistikker. Det er hende, der har fremtiden for sig i folkekirken. Og godt for folkekirken! Og hun føler sig ligeværdig og har egentlig ikke brug for yderligere beskyttelse.
Det er jo modstanderne af kvindelige præster, der er de store tabere. Et lille bitte mindretal. Nogle fÃ¥ procent – med en tolkning af bibelen, de fleste mener, hører fortiden til. En enkelt biskop skal ikke have utak for, at han trak proportionerne op og satte tal pÃ¥ modstanderne. Og til og med betonede, at han ikke konkret fra dén kant havde hørt om mobning.
Mon nytårets bispemøde egentlig kender min kone? Havde man kendt hende, så havde man nok taget de formentligt løse påstande om mobning af hende og hendes medsøstre med et større gran salt. Hele retorikken på pressemødet efterlod nærmest dét indtryk, at min kone er et offer i en tilsyneladende middelalderlig kirke, hvor mandlige præster med næsten jesuitiske tendenser terroriserer de stakkels kvindelige præster.
Min kone vil ikke være et offer! Og hun ved, hun er dén, der har Folkekirken bag sig, skulle en præst spærre hende vejen til prædikestolen, alene fordi hun er kvinde!
Jeg genkender ikke dét billede, der i pressen og den offentlige debat tegner sig af folkekirken lige nu – i ligestillingsspørgsmÃ¥let og spørgsmÃ¥let om mobning af kvindelige præster. Problemet er yderst marginalt, siger min kone.
Folkekirken er ikke middelalderlig! Tværtimod har vi en topmoderne kirke – og som ogsÃ¥, nÃ¥r det gælder ligestilling, sÃ¥ afgjort er i front. Og dét kan vi ikke mindst takke de kvindelige præster for – og de menigheder, der har opdaget deres kvaliteter, og derfor kalder dem i sÃ¥ stort tal.
Og mon ikke i rummelighedens navn en sÃ¥dan kirke ogsÃ¥ har rÃ¥d til at respektere et lille bitte mindretal – og menighedernes ret til at kalde dem? Dét siger i alt fald min kone!”
Skrevet af sognepræst i Lyngå og kredsformand i præsteforeningen Anders Bonde i Randers Amtsavis d. 30. januar
Kilde: Randers Amtsavis
sof
05/05 2023
