Det mener i alt fald Niels Vissing fra Randers, som ellers ikke ligefrem plejer at være enig med beskæftigelsesministeren i ret meget:
”For en gangs skyld har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ret, når han siger, at folk, der er på deltid, ikke skal kunne få supplerende dagpenge så længe som nu. Det er rimeligt i en tid med lav arbejdsløshed.
Dog er der jo mange, der ufrivilligt er på nedsat tid. Især i ældresektoren, hvor man meget ofte ansætter folk på 30-32 timer. Så er det lettere at planlægge vagterne, og kommunerne sparer penge. Så hvis beskæftigelsesministeren vil have de supplerende dagpenge væk, ja så må man kræve, at folk tilbydes et job på fuld tid.
Desværre har Hjort Frederiksen ret i, at ca. en tredjedel af dem, der får supplerende dagpenge, ikke selv søger fuldtidsjob, men det kan jo have mange årsager.
Så det er nok ikke helt så enkelt, men som udgangspunkt bør alle tilbydes et fuldtidsjob - og hvis man ikke ønsker dét, ja så bør der ikke være supplerende dagpenge.”
Skrevet af Niels Vissing, Krebsen 21, Randers, i Randers Amtsavis d. 9. januar
Kilde: Randers Amtsavis
sof