En mand fra Thorsager har igennem det seneste år set forskellige tegn i sol og måne på, at sammenlægningen i det syddjurske har kostet både blod, sved og tårer. I dén anledning spørger han nu direkte de folkevalgte: hvordan går det egentlig?:
Går det godt i Syddjurs? Dét er vel nok et spørgsmål, som vil få forskellige svar – alt efter hvor, man spørger – men de siddende politikere har jo pænt holdt borgfred og ikke meldt deres synspunkter og holdninger ud vedrørende ”gangen” i vores kommune. Uagtet, der i den foreløbige korte levetid er fremkommet en del borgerspørgsmål, indvendinger og konstateringer, så har byrådet ”dygtigt” undladt at melde ud, hvad status er.
Det kan undre, at man som politikere endnu ikke har haft en åben diskussion og debat om den forløbne periode efter tilblivelsen af Syddjurs Kommune. Med et vist kendskab til, hvordan det var tidligere i Rønde Kommune, må jeg sige, at jeg ind imellem undres over, hvad der foregår.
Jeg havde fornøjelsen af politisk at være tæt på den afgående administrative ledelse og herunder bemærke, hvordan de med energi og interesse deltog i tilrettelæggelsen af Syddjurs Kommune og efterfølgende, hvordan de glædede sig til at tage opgaven op dér.
Nu er det måske ikke gået som forventet, i hvert tilfælde kan jeg konstatere, at de pågældende ikke arbejder i Syddjurs Kommune mere.
Senest har jeg med stor beklagelse konstateret, at lederen af Materielgården i Følle/Rønde har forladt sin stilling efter over 25 år i kommunens tjeneste – vel at mærke velfungerende år, til stor gavn for området. Stedet og opgaverne har været ledet flot og idérigt og har til enhver tid tålt sammenligning, når debatten har gået på privatisering eller udlicitering af enkeltopgaver.
Alle véd, at der vil ske omforandringer i en sammenlægning, men det må efter mine begreber være afgørende for en god ledelse og administration, at den forstår at lytte og tage skyldige hensyn til erfaring, faglig kompetence, ekspertise og i en overgangsfase lokalt kendskab.
Det er på tide, at de folkevalgte forholder sig til dagligdagen – er det ikke lidt beskæmmende, at vi som borgere endnu ikke har fået en status for Syddjurs Kommune?”
Skrevet af Klaus B. Mikkelsen fra Thorsager i Randers Amtsavis d. 3. december
Kilde: Randers Amtsavis
sof