Den omdiskuterede beslutning om at flytte overbygningen fra Rougsø-skolen til Allingåbro-skolen stod ikke til yderligere diskussion. Politikere og embedsmænd i Norddjurs Kommune var ikke til at rokke på trods af en del protester fra en del Ørsted-forældre. De skulle nu hellere have lyttet, mener denne mand fra Ørsted efter et intro-møde for nye overbygningsforældre i sidste uge:
”Torsdag d. 15. november var vi en flok elever og forældre, som var inviteret til et møde på Allingåbro-skolen. Vores 8. klasses-børn skal/er tvunget til at tage 9. klasse i Allingåbro – en velovervejet politisk beslutning, lød det fra byrådet og forvaltningen.
Et tiltalende og helt sikkert dygtigt lærerhold tog imod os, og de bidrog med de oplysninger, som de var sikre på, men mange ting er slet ikke taget hånd om endnu. Skolen véd ikke, hvordan de skal huse de nye 9. klasser, måske bliver det nogle pavilloner, måske kan de stoppes ind i nuværende klasselokaler, intet er bestemt m.h.t. klassestørrelsen, det er åbenbart et økonomisk spørgsmål, som forvaltningen tager sig af.
Skolen har ingen madbod, ingen frugtordning, nogle ting kan bestilles og forudbetales til en lokal bager.
Efter en rundvisning på skolen sidder man tilbage med et indtryk af, at vi har været sat flere årtier tilbage – dårlig luft og lysforhold i mange rum, små klasseværelser, gangarealer med belægning fra skolen blev bygget i 1959, et flot skolekøkken, rimelig EDB-afdeling.
I nogle lokaler er der så ringe loftshøjde, at de ikke kunne godkendes af arbejdstilsynet i privat regi, men måske gælder andre regler i skoler o.l.
Udendørs får man da i hvert fald ikke beskidt fodtøj, for man ser kun asfalt, så dét, der kan spares på rengøring, kunne måske bruges på at etablere en madordning.
Som forælder til to børn på Rougsø-skolen færdes jeg tit på skolen og dennes udendørs arealer – en dejlig natur, ingen asfalt og forskellige skolegårde, opdelt i alderstrin.
Indendørs er der masser af lys, friske farver, god størrelse på klasseværelserne, mad- og frugtordning.
De kære politikere, som afgjorde, at overbygningen skulle væk fra vores skole, må have haft de mørke solbriller på, hvis de da overhovedet har været rundt på begge skoler, for ingen kan være i tvivl om, at Rougsø-skolen ville være den bedst egnede til at bevare sin overbygning.
Det kan også være, at nogen var nervøse for, at Allingåbro-skolen ville lukke, hvis den ikke fik overbygningen.
Nu skal der altså bruges mange millioner i Allingåbro for at give plads til de nye 9. klasser.
I det daglige arbejder jeg som håndværker på en stor økologisk gård, og jeg er ikke i tvivl – vores dyr har bedre forhold end de forhold, som bydes eleverne på Allingåbro-skolen, hvad angår plads, lys og luft.
Jeg håber, at mange medborgere vil huske dette, når vi engang skal have kommunevalg.”
Skrevet af Peder Kristensen fra Ørsted i Lokalavisen d. 21. november
Kilde: Lokalavisen
sof