I sidste uge bragte vi et angreb fra Grenå-socialdemokraten Bent Mikkelsen på en bestemt valgannonce fra Venstre. Hér får han så svar på tiltale fra en Randers-venstremand:
”Bent Mikkelsen, Grenå, har i Amtsavisen d. 8. november om Venstres ”misinformerende” annoncer. Han hentyder hér til Venstres annonce om opførte almene boliger, som fremkom efter Helle Thorning-Schmidts udtalelser i DR1 søndag. Hér udtalte hun, at hun ikke troede, at der i 2002-2006 var opført almene boliger overhovedet. Hun siger dermed, at der i fem år med VK-regeringen overhovedet ikke er bygget én eneste almen bolig! Dét tør da siges i sig selv at være en yderst naiv udtalelse. Er dét en statsministerkandidat, der svarer sådan?
Udtalelsen har Venstre så gendrevet i avisannoncer, som Bent Mikkelsen – som i øvrigt helt har glemt at oplyse, at han er formand for Socialdemokraterne i Grenå – nu er faret i flint over, og han prøver at redde sin partiformand fra den helt pinlige situation ved at gentage den naive påstand. Måske ud fra betragtningen, at når den gentages ofte nok, tror vælgerne nok på den.
Men nej, Bent. Faktum er, at der i perioden 2002-2006 er bygget i gennemsnit 6.954 almene boliger om året, mens det i perioden 1992-2001 i gennemsnit var 6.768 om året.
Sidst i indlægget spørger Bent Mikkelsen så: ”Hvor lavt kan man synke?”. Ja, dét besvarer Bent Mikkelsen selv med sit indlæg med åbenlyst forkerte påstande. Åbenbart meget lavt!”
Skrevet af V-lokalformand Finn Helsinghoff fra Romalt i Randers Amtsavis d. 10. november
Kilde: Randers Amtsavis
sof