En ældre dame fra Grenå er forarget over en oplevelse, hun har haft med en usædvanlig dårlig behandling af en 90-årig medsøster på et plejehjem i Grenå:
”Min søde 90-årige tidligere genbo kom i et sygeforløb, hvor hun fik så mange smerteproblemer, hun ikke selv kunne klare, så hun måtte flytte på Violskrænten en tid i deres aflastningsstue.
Jeg besøgte hende. Hun var anbragt i hjørnet af stuen med en stor skærm ved siden af sengen, som tog alt udsyn til vindue og dagslys.
Hun siger: ”Hér er personalet meget søde, alle sammen”. Men hun var noget chokeret over, at bag skærmen var en mand installeret to meter fra hendes seng.
Hvor er det dog ydmygende og nedværdigende! Det nødvendige toilette og puslerier, let påklædning – og vel også smerteklagen. Og hvordan er det for ham sovekammeraten?
Min veninde har haft et travlt liv med meget arbejde og passet sig selv hele livet.
Kan man som leder byde sine klienter dette?
Jeg tænker på, om det er lovligt. Hvis man skal i fængsel, så tror jeg ikke, man kan sætte to af forskellige køn i samme celle. Så jeg siger: Vor herre bevare os!”
Skrevet af Ebba Bach fra Rosengården i Grenå i Djurslands Posten d. 25. september
Kilde: Djurslandsposten
sof