Tak til
 






  
05/05 2023

Den egentlige skurk i Sletterhage-sagen

En socialdemokrat fra miljøudvalget i det tidligere Århus Amt lægger sig i det følgende tæt op af det øverste indlæg om Sletterhage Fyr. Han har nemlig været med til sammen med Ebeltoft Byråd at finde dén lempelige kompromisløsning, som netop er blevet omstødt af Naturklagenævnet. Også han kan fortælle, hvem den egentlige skurk er i hele sagen:

”Jeg er aldeles uenig med flertallet i Naturklagenævnet, som netop har bestemt, at de private ejere af Sletterhage Fyr på Helgenæs skal droppe en nyindrettet beboelse i maskinhuset ved fyret og tåle flere drastiske indskrænkninger på deres ejendom. Afgørelsen betyder, at beslutninger i såvel Ebeltoft Kommune som Århus Amt bliver omgjort.
Vigtigst af alt må være at sikre fri adgang til de smukke skrænter og stranden omkring den sydligste spids af Helgenæs – til at kigge sæler, studere planter og glæde sig over naturen. Og det gjorde vi med et kompromis i udvalget for Miljø og Trafik i 2006, hvor der blev taget hensyn til både befolkningens og ejernes rimelige ret til at nyde privatlivets fred. Et opsat hegn kunne forlænges lidt, men skulle skjules mest muligt i bevoksningen, og på dén måde blev de mange besøgende ledet uden om den nye beboelse i en rimelig afstand – til fælles bedste.
Den største skurk i sagen er Forsvarets Bygningstjenestes ejendomsdivision, der for et par år siden bare solgte fyret og den 15.000 kvadratmeter store grund på auktion for et bud på 5,1 mio. kr. – uden at stille de nødvendige betingelser, så adgangen til området fortsat var sikret. Dét satte os i en uhyre vanskelig situation, som vi søgte at klare på en anstændig måde.
Men fadæsen er endnu større: Salget omfattede ikke alene fyrmesterbolig, fyrtårn med maskinhus og en udkigshytte på kysten, men også en bygning med offentligt toilet. Den røg med i købet trods advarsler fra Skov- og Naturstyrelsen.
Resultatet er, at styrelsen må bruge et par hundrede tusinde kroner på at opføre et nyt offentligt toilet ved indkørslen til området ved Sletterhage Fyr, som besøges af ca. 80.000 om året!”

Skrevet af tidligere miljøudvalgsmedlem i Århus Amt og nu suppleant i Naturklagenævnet, Kaj Møldrup Christensen (S) fra Langå i Randers Amtsavis d. 17. september

Kilde: Randers Amtsavis

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam