I »DjurslandsPosten« blev jeg korrekt citeret for mine udtalelser til Berlingske Tidende gående på, at jeg med den viden, jeg i dag er i besiddelse af, så var det i 2003 »forudseende« af Århus Amt at reducere antallet af sengepladser og opgaver på både Grenaa Sygehus og Odder Sygehus. For hvis det ikke var sket i 2003, ville det være sket i 2007. Regionsrådet skal ultimo oktober 2007 tage stilling til den akutplan, der er sendt til høring frem til den 14. september. I administrationens forslag til akutplan halveres antallet af akuthospitaler i Region Midtjylland (RM) fra i dag 10 til 5. Planen for fremtidens akutte beredskab er »kun« et delelement i RM’s arbejde med en overordnet plan for sundhedsvæsenet. Når akutplanen er på plads begynder arbejdet med hvilke opgaver/specialer de forskellige hospitaler ellers skal løse. Forslaget til akutplanen er styret af nogle betingelser og udviklingstendenser. Fem af de vigtigste er: Stor mangel på speciallæger, stadig efterspørgsel efter sundhedsydelser, stadig mere komplekse patientforløb, færre resurser, og ikke mindst Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Hvoraf de vigtigste anbefalinger er, at der skal være et befolkningsgrundlag på 200.000 til 400.000 borgere til hvert akuthospital. I RM er vi godt 1,2 mio borgere. Men nu et tilbageblik til hvad der skete i 2002/03. Da Århus Amtsråd i 2002/03 ved budgetlægningen besluttede, at bl.a. Grenaa Sygehus skulle reduceres voldsomt, både mht. opgaver og antallet af sengepladser, følte vi, at en sådan handling var aldeles urimelig overfor 40-50.000 borgere bosiddende på Djursland. Grenaa Byråd og befolkningen gik barsk imod amtsrådets hensigter. Ja, der var virklig folkeoprør med undertegnede i spidsen. Jeg var vred og skuffet - også fordi informationerne var mangelfulde. Vi fik dog gang på gang at vide, at de fremtidige krav til kvalitet gjorde, at man pga. speciallægemangel var nødt til at samle disse læger på færre sygehuse i Århus Amt. Den gang troede jeg, at det var en søgt forklaring, der passede til den handling, amtsrådet var i gang med at gennemføre. I dag må jeg sande, mere en nogensinde, at denne forklaring var mere end sand. Derfor vil antallet af akuthospitaler indenfor det næste 1/2 år bliver halveret i Danmark. Der er i dag ca. 50 akuthospitaler, som altså bliver til ca. 25.
I Grenaa Byråd og i direktionen begyndte vi i den sidste del af høringsfasen i 2003 at gå i forhandling med amtsborgmesteren og Sundhedsudvalget. Vi fik indflydelse, og vi har i dag et velfungerende nærhospital med ca. 20 senge og realistiske opgaver. Desuden er der i et samarbejde med Regionshospitalet Randers (som vi hører under) lavet udviklingsopgaver indenfor telemedicin samt udvikling af en sundhedsskole. I dag danner Regionshospitalet i Grenaa model for bl.a. hospitalerne i Ringkøbing og Skive.
I forbindelse med akutplanens høringsfase har jeg flere gang i dagspressen givet udtryk for at skadeklinikken fortsat skal holde åben alle ugens dage, men dog kun til midnat, samt og ikke mindst, at lægebilen bevares i sin nuværende form.
Med venlig hilsen
Gert Schou (S)
Regionsrådsmedlem
Fhv. borgmester i
Grenaa Kommune
Kilde: Grenaa Bladet
sof