En lærer fra Rougsøskolen har skrevet følgende opfordring til politikerne om at bruge pengene og energien på at renovere de eksisterende skoler frem for at have så travlt med at ville lave om på selve strukturen som det første:
”De fleste hér i Rougsøskolens skoledistrikt er aldeles uforstående overfor, at vi måske står til at miste vores overbygning.
Med den største skole i et område, der gennem århundreder har hørt sammen geografisk, historisk, kulturelt og foreningsmæssigt, kan det ikke passe, at vi ikke kan bevare vores overbygning.
Børne- og Ungeudvalget har efter eget udsagn taget hensyn til tre faktorer: ungdomsmiljøet, transporten og lokalerne.
Skrivelser fra skolens bestyrelse og lærere har argumenteret godt og overbevisende på disse tre områder. Jeg vil gerne supplere med en bemærkning til politikernes megen snak om ungdomsmiljøet.
Jeg synes, at det er vigtigt, at der er nogle gode tilbud til de unge, men det eneste, jeg hører politikerne sige, er, at overbygningen skal være det samme sted som ungdomsskolen.
Jeg spørger: ”Hvorfor er det så afgørende, at ungdomsskoletilbudet om aftenen foregår på samme skole, som der er folkeskole i dagtimerne?”
Et godt ungdomsmiljø kan skabes, selv om eleverne ikke samles i en stor overbygningsskole. De godt 100 elever i Rougsøskolens 7.-9. klasser svarer til en god stor efterskole, og der kan naturligvis være et rigtigt godt miljø, hvis rammer og muligheder er til stede.
Både Allingåbroskolen og Rougsøskolen er gode og veldrevne skoler med et fornuftigt elevtal til begge at kunne bevare en overbygning med et godt ungdomsmiljø.
Brug den politiske velvilje på folkeskoleområdet til at renovere bygningerne og på de faktorer, der er afgørende for en øget kvalitet af undervisningen i stedet for at bruge de mange penge på skolestruktur.”
Skrevet af lærer på Rougsøskolen Henning Studstrup fra Ørsted i Randers Amtsavis d. 27. august
Kilde: Randers Amtsavis
sof