Selv om følgende indlæg tager afsæt i dén måde, Randers Kommune har valgt at fortolke rygereglerne i forhold til de psykisk syge, bringer vi det alligevel. For det sætter nemlig nogle ting til debat, der også er generelle:
”Regeringen har vedtaget en rygelov, som trÃ¥dte i kraft pr. 15. august 2007. Rammelovens formÃ¥l er, at ingen ansatte mod deres vilje udsættes for passiv rygning.
Inden for psykiatrien i Randers Kommune er man gået lidt videre f.eks. i klubben Den Grønne Gren. En ansat skal nu gå udenfor og ryge. Samtidig skal der afspadseres.
Dette betyder i henhold til reglerne om afspadsering, at en ansat ej heller må kontaktes af en psykiatribruger, da den ansatte jo er ved at afspadsere.
Samtidig fjerner man et rygerum for tidligere og nuværende psykiatribrugere, hvilket i praksis betyder, at de brugere, der har et behov for at ryge, ryger på gaden (bogstaveligt og billedligt talt).
I rammeloven er der givet mulighed for, at rygning tillades i særlige rygerum. Sådan var det før d. 15. august, og dét fungerede fint. Så hvorfor lave om på noget, som fungerer?
Der køres for tiden en hetz mod rygere, som er gået over gevind, og som er helt ude af proportioner. Rygere er et jaget folkefærd. Det gør det ikke nemmere for et menneske med en psykisk lidelse at føle sig jaget og uønsket. Dét går ud over et i forvejen lavt selvværd.
Så længe en ryger ikke generer mennesker, der ikke ryger, så må det være en privat sag, om man ryger.
Rygere véd godt, at det ikke er fysisk sundt, men hvad med den psykiske sundhed? Det er en kendsgerning, at det er afstressende og afslappende. For nogle mennesker vil det måske endda forlænge livet.
En påstand, ja, men det er tankevækkende, at f.eks. min farfar blev 95 år, og han røg en hel pakke pibetobak om dagen. På sin fødselsdag var han åndsfrisk, og 14 dage efter lagde han sig til at dø og sov stille ind. Nu havde han ligesom oplevet dét, han skulle i sit liv.
I dag er der også andre miljøfaktorer, som gør, at folk dør før tiden, f.eks. bilos og stress i samfundet samt dårlig livsførelse.
Ser man lidt ud i fremtiden, kan man forestille sig, at der bliver indført apartheid. I parken vil der være en bænk for ikke-rygere og én for rygere. På samme måde som der i Afrika var en bænk for hvide og én for sorte.
PÃ¥ sygehusene udstiller man i dag personalet, som ryger, i en indhegning uden for sygehuset. SÃ¥ kan bÃ¥de ansatte, besøgende og patienter se, hvem ”synderne” er.
Restauranter og barer bliver mindre hyggelige. Restriktioner som f.eks. forbud af alkohol i USA i tyverne virkede ikke efter hensigten, hvilket man også måtte konstatere en del år efter.
Folk holder ikke med at ryge, fordi der er restriktioner. De ryger bare et andet sted. Et menneske holder kun med at ryge, hvis personen selv er motiveret og selv vil. Der er stadig ca. 30% af befolkningen, som ryger, og procenten har ikke ændret sig meget de senere år.
Er vi ikke blevet klogere, og har vi ikke lært af historien? Dét er et spørgsmål, man bliver nødt til at stille sig selv i disse tider.
Derfor er opfordringen, at ikke-rygere også bør tage hensyn, og der må være nogle fornuftige mennesker med visioner blandt politikerne og lederne i virksomhederne, som kan indse dette.
SÃ¥ lav derfor nogle forhold, som vi alle kan leve med! Vi er alle sammen mennesker, og vi skal alle sammen være her.”
Skrevet af formanden for Lokalforeningen af tidligere og nuværende Psykiaktribrugere i Randers, Claus Gamborg fra Randers, i Randers Amtsavis d. 27. august
Kilde: Randers Amtsavis
sof
05/05 2023
