Grenaaportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Ja tak til en Kattegatbro!



Hvad der er godt for Århus, er også godt for Djursland. Vi er det »udkantsområde« i Danmark, der ligger tættest ved en storby. Derfor betyder det også meget for Djursland, at det går godt i Århus.
Generelt kan jeg bemærke, at Djursland allerede nu drager positive fordele af, at det går godt i Århus erhvervsmæssigt og turistmæssigt. På flere andre felter hører vi også om positive historier fra Århus. Dette vil man helt sikkert også kunne sige, idet talen falder på at placere en Kattegatbro med udgangspunkt i området syd for Århus. Det vil helt sikkert være ensbetydende med en fortsat positiv udviklings-spiral i Århus - og dette vil også være tilfældet for store dele af Region Midtjylland. En udvikling, som vi skal bakke op om her på Djursland - og som helt givet også vil have afsmittende effekt hos os.
Vi kan allerede nu - i forhold til det generelle opsving - mærke den positive bosætningsstrøm fra Århus-området, som er kommet til Djursland, og som også har påvirket situationen positivt i Norddjurs Kommune. Det ser mere og mere ud til, at der sandsynligvis kan skabes et flertal i Folketinget for en Kattegatbro. Snakken om at lave en bro-løsning fra Djursland til Sjælland er helt forstummet - og har vel aldrig rigtig været fremme i lyset. Jeg har deltaget i flere møder på forskellige niveauer, hvor vi har drøftet en mulig Djurslandsbro-løsning, men idéen er hurtigt faldet til jorden igen. Den har simpelthen ikke vundet gehør, og vi må derfor notere os, at der ikke er opbakning til en sådan broløsning.
Grundlaget for snakken om en Kattegatbro hænger jo nøje sammen med bygningen af Femern-broen, som for mig ikke står opført på listen over oplagte fremtidige broprojekter i Danmark. Den vil endda måske i nogen grad ligefrem kunne skade Djursland. Her tænker jeg eksempelvis på færgeforbindelsen mellem Grenaa og Varberg. Og så er det endda den danske stat, der har langt de største udgifter i forhold til Femern-forbindelse. Kommer Kattegatbroen, og bliver placeringen syd for Århus med en linieføring over Samsø, ja, så vil der højst sandsynligt komme endnu flere positive bosætningshistorier på Djursland, endnu flere virksomheder kommer til området og der vil være en øget efterspørgsel i forhold til vore turistmål her på Djursland. Her må vi stille det rimelige krav, at infrastrukturen på Djursland skal optimeres og være klar til at tage imod den øgede trafik, der naturligt følger i kølvandet på øget bosætning. Og vel at mærke inden Kattegatbroen står færdigbygget!
I den forbindelse tænker jeg blandt andet på etablering af motorvej til Feldballe, færdiggørelse af det sydlige motorvejs-hængsel mellem Søften og Skødstrup, igangsættelse af det nordlige hængsel ved Randers, etablering af fast forbindelse over Randers Fjord og højklassificerede veje på ruterne 15, 16 og 21. Endelig bør Grenaa-banen opgraderes mellem Ryomgård og Grenaa, så togturen mellem Århus og Grenaa kan gennemføres på en time.

Med venlig hilsen
Niels Erik Iversen (S)
Viceborgmester i
Norddjurs Kommune

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam