Det mener en Århus-borger i alt fald, og han har skrevet følgende om sine begrundelser for forslaget:
”Jeg læste i avisen, at én fra byrådet havde udtalt, at vi om otte år ville være glade for, at byrådet havde været så forudseende, at de havde lavet en havnetunnel.
Ærlig talt – om otte år er containerskibene nok noget større, end de er i dag, og så har Mærsk måske allerede skrottet Århus som anløbshavn for deres oversøiske ruter. De skibe, Mærsk sejler med i dag, stikker fuldt lastet 20 meter. Det er jo derfor, at skibet både før og efter, det anløber Århus, anløber Gøteborg. Hér er der jo dybt nok til, at skibet kommer ind fuldt lastet.
Da Århus startede havneudvidelsen, var det jo, fordi Århus skulle være transithavn for mindre containerskibe til Østersøområdet. Når halvdelen af containerne kommer af og på i Gøteborg, har Gøteborg nok en del af denne transittrafik både over land og på skibe, så det måske ender med, at Mærsk bare anløber Gøteborg og slet ikke kommer den lange vej omkring Helgenæs og ind i Århusbugten. En sådan oversøisk rute skal jo gå hurtigt, og der spares jo én, måske to dage, hvis Århus springes over.
Hvis man vil beholde denne containertrafik, så flyt havnen til Grenå! Det kan ikke være rigtigt, at fordi 29 politikere har givet hinanden håndslag på, at Århus skal have en tunnel til havnen, fordi vi skal have denne havn, at man så ikke kan lade fornuften råde og erkende, at havnen ligger meget bedre i Grenå. Der er dybde nok, og motorvej og banespor kan hurtigt etableres, og dén havneudvidelse, der har fundet sted de senere år i Århus, kan jo sagtens til andre havnefaciliteter, og havnen kan stadig beholde sin hovedindtægt ved ”at sælge bynære arealer” til kommunen.
Jeg har med stor velvilje set på, at der nu laves en vej fra Ringgadebroen til Bruuns Galleri. Jeg véd ikke, hvad dén vej skal bruges til (den fra Frederiks Allé er jo skrottet), men det er vel, fordi man vil prøve, om vejen kan komme forbi postterminalen, for det var jo dét, der var argumentet i 1997 for ikke at lade vejen gå i banegraven. Mon ikke man skulle prøve at forlænge denne nye vej ud til motorvejen, for så kunne man jo lade trafikken til havnen gå denne vej. Hvis man ville dække vejen til, kunne man jo gøre dét. Denne vej kunne blive færdig om et års tid, måske to, og til dén tid kunne man så se, om det også var nødvendigt at lave en tunnel til vel to milliarder. Nu var der jo en vej til havnen, og tunnellen kunne laves uden de kæmpemæssige trafikproblemer, der vil være forbundet med at gå i gang med tunnellen uden anden vej til havnen.
Hvis byrådet vil være fremsynet, så skynd jer at bygge en havn i Grenå, og lav motorvej og bane til Grenå! Så ligger Århus Lufthavn jo også helt rigtigt, lige midt mellem by og havn, op af motorvejen. Vi vil få en renere by i Århus og slippe for otte års trafikkaos i den sydlige bydel. Vi vil have to veje til havnen, så Vestas` store møllevinger kan komme derned. (Tænk, hvad man skulle gøre, hvis en møllevinge sad fast i tunnelrøret!). Hvad skulle vi med en havnetunnel, hvis mine forudsigelser om større skibe holdt stik, og Mærsk pludselig opsagde kontrakten om at sejle på Århus?
I Grenå vil man lettere kunne tackle disse ting, og man kunne måske udkonkurrere Gøteborg, så det blev dén havn, Mærsk sprang over.”
Skrevet af Jørgen Munk fra Århus i Århus Stiftstidende d. 1. juli
Kilde: Aarhus Stiftstidende
sof