Fredag den 22. juni kl. ca. 17.00 sprængtes BASF-skorstenen bort. Den blev lagt ned ud over markerne i østlig retning. Årsagen er den, at der er store sikkerhedsafstande til omkringliggende bygninger ved sådanne skorstenssprængninger. Det er nedbrydningsfirmaet Kingo Carlsen, der står bag arbejdet med at fjerne BASF’s fabriksanlæg fra jordens overflade.
Tilbage i 70’erne og først i 80’erne var fabrikken, som dengang ejedes af Grindstedværket, genstand for stor miljødebat på Djursland, især SF fik stor og velfortjent folkelig tilslutning for sine synspunkter i miljødebatten. Som borger i Norddjurs er jeg blevet utroligt og positivt overrasket over den måde, som BASF rydder op efter sig på.
Resterende overskydende skorstene i Grenaa:
Andre nedlagte fabrikker i Grenaa bør lade sig inspirere af det arbejde, som der p. t. udføres på BASF-grunden. Grenaa har haft et »fælt« omdømme som en forureningens by - byen med skorstenene. Når nu sprængningseksperterne alligevel var i byen i fredags, burde der kunne ydes mængderabat for alle de andre nedlagte fabrikkers overskydende skorstene, som nu står der og skæmmer til ingen verdens nytte. Et vidne om industrialiseringens indtog i Grenaa.
Grenaa er nu en ren og sund by at bo i, og med mulighed for mange gode forskelligartede oplevelser.
Med venlig hilsen
Henrik Holmsted Pedersen
Robstrupvej 21
8500 Grenaa
Kilde: Grenaa Bladet
sof